Alvorlig fejl på kommunens hjemmeside
![](https://faxenetavis.dk/wp-content/uploads/sites/2/2013/06/faxe_kommune_hjemmeside.jpg)
Faxe Kommune blev mandag den 17. juni 2013 gjort opmærksom på en alvorlig fejl på kommunens hjemmeside
Fortroligt materiale fra møder i udvalg og byråd har siden begyndelsen af maj ligget offentligt tilgængeligt på kommunens hjemmeside. Helt konkret vedrører det de lukkede punkter fra udvalgs- og byrådsmøder fra medio 2007 til den 15. januar 2012.
– Det er meget beklageligt, fastslår Thomas Eriksen der er konstitueret kommunaldirektør.
– Det må ikke ske, og vi vil gøre alt, hvad vi kan, for at begrænse skaden, informere de berørte og rette op, hvor det er nødvendigt”.
Fejlen skyldes en teknisk brist, der formentligt er opstået ved forårets konvertering til den nye hjemmeside.
Faxe Kommune fik lukket for adgang til det fortrolige materiale, så snart kommunen blev opmærksom på problemet. Der er desuden taget kontakt til Google, så de kopierede filer der måtte være lagret på nettet, ikke er tilgængelige. Andre søgemaskiner er også blevet tjekket.
– Vi har gjort alt, hvad vi kan for at undgå, at materialet kan ses på nettet. Desværre kan vi dog aldrig helt udelukke, at det vil kunne genfindes, forklarer Thomas Eriksen og fortsætter:
– Vi kan se præcist hvilke filer, der har været vist på nettet, og vi vil så vidt muligt tage personlig kontakt til alle der har været berørt. Vi er desuden i dialog med Datatilsynet om det videre forløb. Det er klart, at vi nu vil gennemgå kommunens IT-sikkerhedspolitik på ny, så det aldrig sker igen.
Faxe Kommune har oprettet en direkte telefonlinje, så virksomheder, borgere og andre, der er berørt af fejlen, kan få svar på deres spørgsmål.
Nummeret er 26 59 83 19 og telefonen er åben alle dage fra klokken 9.00-19.00 frem til den 1. juli 2013.
Kommentarer