Haslev

Ambitiøst nærhedsudspil fra Socialdemokratiet

Socialdemokratiet har i dag fremlagt et nærhedsudspil, der skal styrke lokalsamfundene i Danmark. Et godt og ambitiøst udspil, siger Kim Ruberg, formand for Danmark på Vippen.

”Vi har længe efterlyst et politisk opgør med centraliseringen i vores samfund. Med det her nærhedsudspil kommer Socialdemokratiet med nogle ambitiøse og konkrete forslag, som kan være med til at skabe vækst og udvikling i hele Danmark,” siger Kim Ruberg.

Han fremhæver forslagene om at åbne såkaldte nærhospitaler, 20 nye politienheder, en decentralisering af opgaveflytningen fra stat til regioner og kommuner, lokale velfærdscentre og en fordobling af nedrivningspuljen.

Derudover er Kim Ruberg særligt glad for Socialdemokratiets fokus på decentrale uddannelser.

Danmark på Vippen har netop udgivet en analyse, der viser, at centraliseringen af de videregående uddannelser blot fortsætter. 81 pct. af alle uddannelsespladser med optag i 2018 ligger i de fire store byområder:

”En af de vigtigste forudsætninger for at få skabt et Danmark i balance er at få spredt uddannelserne mere ud geografisk. På den baggrund må vi rose Socialdemokratiets forslag om at sikre flere velfærdsuddannelser i hele landet, styrke de små gymnasier og erhvervsuddannelserne. Det er afgørende i forhold til bosætningen uden for de store byområder, og det er afgørende i forhold til at sikre arbejdskraft til virksomheder i hele Danmark,” siger Kim Ruberg.

Lav en samlet strategi
I avisen Danmark i dag siger Socialdemokratiets formand Mette Frederiksen, at hun ikke vil afvise at adoptere Danmark på Vippens forslag om, at 50 pct. af uddannelserne på erhvervsakademierne og professionshøjskolerne og 10 pct. af uddannelserne på universiteterne skal placeres uden for hovedstadsområdet, Aarhus, Odense og Aalborg. Det glæder Kim Ruberg:

”Bliver vores forslag til virkelighed, vil det få stor betydning for balancen i Danmark. Vi glæder os derfor over, at Mette Frederiksen umiddelbart er positiv over for forslaget. Samtidig noterer vi, at Socialdemokratiet i nærhedsudspillet ikke er konkrete, i forhold til hvor mange uddannelser der skal placeres uden for de fire store byer. Her efterspørger vi en samlet plan og strategi,” siger Kim Ruberg.

Danmark på Vippen opfordrer på den baggrund Folketingets partier, som alle er enige om at sikre vækst og udvikling i hele Danmark, til at gå sammen og vedtage en overordnet og bindende vision og strategi for et Danmark i balance, som bliver bakket op mindst 50 konkrete og finansierede initiativer, der understøtter visionen og strategien.

”Vi har tidligere opfordret Folketinget til at kigge mod Sverige, hvor alle otte partier i Riksdagen er blevet enige om 75 konkrete forslag, der skal styrke Sverige uden for hovedstadsområdet. Samme velvilje til samarbejde på tværs af partierne ser vi meget gerne i Folketinget,” siger Kim Ruberg.

Læs hele Socialdemokratiets udspil her: ‘Nærheden tilbage’

Kommentarer