Haslev

En anderledes Messias i Haslev Kirke

Alt overskud fra koncerten går til Café Paraplyen i Haslev, hvis brugere har gratis adgang til koncerten. 

Søndag den 18. december klokken 16.00 inviterer Haslev Kirke til velgørenhedskoncert med det københavnske kor Paradox samt 10 af de allerbedste studerende fra Det Kongelige Danske Musikkonservatorium.

Koret Paradox er et nytænkende og engageret kor i det københavnske korliv. Det består af cirka 35 sangere.

Solister denne aften er sopran Betty Gregers Arendt og tenoren Otte Ottesen.  Sangere fra Haslev Kirke medvirker. Dirigent er Julie Smed Jensen.

Koncerten åbnes af lederen for Café Paraplyen Anette Hougaard.

Messias traditionen – velgørenhed siden 1742

Da Händel skrev Messias for 273 år siden, var et af formålene at skaffe penge til velgørenhed blandt fattige i Dublin. Hvis man lytter til musikken med det i baghovedet, får værkets tekster en ny betydning, en større dybde, en tone af både fortvivlelse, indignation, håb og trøst – for de fattige, de udsatte, de udstødte.

Dette er i fokus, når koret opfører dele af Händels Messias. Derfor går en god del af billetprisen denne aften – som da værket blev skrevet – til et godt formål, i dette tilfælde værestedet Café Paraplyen, hvis brugere er inviteret gratis til koncerten.

Koncerten varer cirka 75 minutter.

Billetterne koster 150 kroner og de sælges på kirkekontoret samt ved indgangen.

Kommentarer