Antal konkurser på Sjælland halveret på et år
Sjælland: Antallet af konkurser er faldet dramatisk til det halve det seneste år – fra 44 konkurser per juli 2013 til 22 konkurser per juli 2014
Antallet af konkursramte virksomheder i Danmark nåede i juli et niveau, der svarer til lidt under 100 i gennemsnit pr. dag, viser nye tal fra data- og analysevirksomheden Experian. Det præcise tal ligger på 281 konkurser per måned på landsplan.
– Selv om 281 månedlige konkurser er et dyk på 23,6 procent i forhold til sidste år, er det fortsat et betydeligt antal, som stiller krav til, at de danske virksomheder fokuserer på at få deres projekt til at lykkes og blive til en stabil forretning med en sund økonomi – vi ser desværre fortsat, at mange unge virksomheder må dreje nøglen om, siger Frank Papsø, Nordisk direktør for analyse og forretningsudvikling i Experian.
Fyn og Sjælland er de regioner, der det seneste år har klaret sig bedst. Sjælland er gået fra 44 konkurser i juli 2013 til 22 i juli 2014. Fyn fra 32 konkurser sidste år i juli til 15 i år.
– Netop Sjælland og Fyn har måttet tåle forholdsvist mange konkurser, så det er også naturligt at disse områder oplever store fald nu, siger Frank Papsø.
Kommentarer