Faxe Ladeplads

Arbejdet med at kystsikre Strandvejen er startet

Asfaltskraaning_faxe_ldplds

Faxe Ladeplads: Entreprenøren som har fået opgaven med at kystsikre Strandvejen i Faxe Ladeplads syd for Faxe Å. er gået i gang.

VG Entreprenør A/S, Lemvig, som Faxe Kommune har tildelt opgaven med at udføre kystsikring, er nu gået i gang med at kystsikre Strandvejen i Faxe Ladeplads syd for Faxe Å.

Byggepladsen er etableret, og maskinerne der anvendes på projektet er kørt til. Den eksisterende betonmur begynder VG Entreprenør at bryde ned i denne uge.

De første sten ud af i alt ca. 3.600 m³ leveres til Faxe Ladeplads Havn og bliver kørt til byggepladsen på lastbil i denne uge og vil herefter blive leveret løbende de næste uger.

Betonelementerne (i alt ca. 200 m) er i produktion, og det forventes, at de bliver leveret og indbygget løbende fra uge 49.

Ny rampe/trappe vil blive etableret i den sydlige ende i december måned.

Rampen i den nordlige ende vil blive renoveret, så den falder i ét med den ny-etablerede betonmur.

Asfalten langs den eksisterende betonmur vil blive fjernet, og efter de nye betonelementer er placeret, vil der blive udlagt nyt asfalt.

Stranden tilføres ekstra sand, såkaldt sandfodring.

Som noget af det sidste vil der blive etableret en ny overgangstrappe i stål ca. midt på strækningen.

Al arbejde forventes færdigt i starten af det nye år.

Arbejdet vil normalt foregå mandag til fredag, mellem klokken 6.00 og 18.00.

Faxe Kommune håber på forståelse for de gener et anlægsarbejde altid medfører. Man er meget velkommen til at kontakte Faxe Kommune, Center for Plan & Miljø, hvis man har spørgsmål eller bemærkninger til arbejdet.

Kommentarer