Årets sidste ”I Kalkens Rige” holdes på søndag

Faxe: På søndag kan man deltage i museets populære vandretur i kalkbruddet og høre et væld af spændende historier om kalken
Søndag den 28. september kl. 14 inviterer Geomuseum Faxe til årets sidste guidede tur med titlen ”I Kalkens Rige”.
Vandreturen er 3 til 4 kilometer lang og krydret med fortællinger om kalkbruddets historie. Fortælleren er den velkendte guide Vagn Aage Andersen, der gennem årene har formidlet kalkbruddet på hundredevis af fossiljagter. På vandreturen går jagten ikke på fossilerne, men på den store historie om kalkbruddet, og svaret på hvorfor kalkbruddet ser ud som det gør.
Vandreturen byder på stop ved den storslåede udsigt over kalkbruddet, ved det forladte kalkbrud i det område der også kaldes ”Gryden”, vandring på stier og veje omkring de tyrkisblå søer i kalkbruddet, og et kig mod ”Baunekulen” og de store produktionsanlæg.
Turen, der varer to timer, koster det samme som museets fossiljagter, og giver samtidig adgang til museets udstilling. Prisen er for 70 kroner for voksne, pensionister skal betale 55 kroner, børn fra 6 til 17 år koster 35 kroner og børn fra 0 til 5 år deltager gratis.
Det anbefales at tage godt fodtøj på og beskyttelse mod solen.
Tilmelding er ikke nødvendig.
Vandreturen starter klokken 14 søndag den 28. september ved Geomuseum Faxe, Østervej 2, 4640 Faxe.
Kommentarer