Faxe Ladeplads

Arne Aasbjerg holder to foredrag i Huset

da_kalken_trillede_3

Faxe Ladeplads: Temaet er ”Da kalken trillede ned ad bakken” på næste torsdag i Huset

Torsdag den 27. marts og mandag den 31. marts, begge dage klokken 19.30, får ”HUSET” i Faxe Ladeplads besøg af Arne Aasbjerg, der som mange bekendt, nok vil være i stand til at udkonkurrere de fleste, på viden om Faxe Ladeplads og omegn.

Denne aften vil temaet være ”Da kalken trillede ned ad bakken” og Arne Aasbjerg vil vise en hel del lysbilleder og fortælle om Kalkens vej fra Faxe til ”Ladepladsen”.

Aasbjerg vil blandt andet fortælle hvordan transporten af kalken, først foregik med hestevogn. Senere med tipvogne, hvilket i øvrigt medførte at der ikke blot lå 1 sæt skinner men faktisk 3 skinner, da tipvognene havde en noget smallere aksebredde end Østsjællands Jernbanes materiel. I dag foregår transporten med store lastvogne.

Arne Aasbjerg vil også fortælle om de mennesker der arbejdede i ”kalken” samt hvad der kunne opleves på turen fra bruddet til kysten, som repræsenterer en højdeforskel på 76 meter. Plus hvad der videre skete med kalken henholdsvis før og efter at havnene blev bygget og om de andre erhverv på havnen, fiskerne, bådebyggerne etc.

Alt dette og meget mere vil Arne Aasbjerg dele med de, der har nået at få en billet til 40 kroner. En sådan kan man være heldig at erhverve i Frederiks Villa på Frederiksvej 1, hvis der ellers skulle være flere tilbage. Der plejer at være hurtigt udsolgt til Arne Aasbjergs foredrag.

-Mange, om ikke alle, der kommer i ”Huset” har i et eller andet omfang, en interesse for det lille samfund vi er en del af – menneskene, historien og årsagen til at tingene er og ser ud som de gør idag, siger Ole Kragh fra Borger og Erhvervsforeningen og fortsætter:

– Arne Aasbjerg har med tiden vundet hævd som institution i sig selv, dels på grund af hans kolosale viden om byen og dens fortid og dels på grund af sin altid fængende og begejstrede fortælle lyst og evne.

Aftenen starter klokken 19:30 og slutter omkring klokken 22:00. Det er Faxe Ladeplads Borger og Erhvervsforening der står bag arrangementet.

Der kan som altid købes kaffe, te, sodavand, øl og vin.

Foredraget ”Da kalken trillede ned ad bakken” med Arne Aasbjerg kan opleves torsdag den 27. marts klokken 19.30 i Huset, Hovedgaden 40 i Faxe Ladeplads.

Kommentarer