Assendrup Hovedgaard holder Åbent Landbrug
![](https://faxenetavis.dk/wp-content/uploads/sites/2/2013/09/assendrup_hovedgaard2.jpg)
Haslev: Assendrup Hovedgaard åbner stalddørene i anledning af Grøn Søndag på søndag
Søndag den 21. september inviterer Assendrup Hovedgaard til Åbent Landbrug, hvor man kan opleve køer, kalve og mælkeproduktion.
Assendrup Hovedgård nævnes første gang helt tilbage i vikingetiden, og siden 1965 har Grut-Hansens Legatstiftelse drevet gården. Bestyrelsen har seks medlemmer, som alle er aktive landmænd med køer af racen RDM, Rød Dansk Malkerace.
Driftslederen, Kjeld Christensen er uddannet agrarøkonom fra Næsgård Agerbrugsskole og har været ansat som på gården siden 2002. Han bor i hovedbygningen sammen med sin familie. På gården er der ydereligere fire ansatte til at passe arbejdet med køerne og afgrøderne i markerne.
Besætningen kan stambogføres tilbage til 1890 og går i en moderne løsdriftsstald med sengebåse med en plads til hver ko. Køerne bliver malket af fire malkerobotter og bestemmer selv, hvornår de vil malkes.
Åbent Landbrug er et årligt tilbagevendende arrangement, hvor landbrugsbedrifter over hele landet inviterer inden for i staldene og arrangerer en række aktiviteter for de besøgende. Åbent Landbrug ligger altid den 3.søndag i september.
Det er gratis og alle er velkomne. Dagen byder på oplevelser og aktiviteter for både børn og voksne
Der er Åbent Landbrug søndag den 21. september på Assendrup Hovedgaard, Assendrupvej 10, 4690 Haslev. Åbningstiden er fra klokken 10-16.
Kommentarer