Karise

At prioritere folkeskolen, ikke beskære og begrænse.

Læserbrev: Forleden kunne man i spørgetiden til byrådsmødet hører politikerne, især udvalgsformand Henrik Christensen forsøge at forklare mange fremmødte bekymrede forældre, at man er tvungen til at finde 7 mill. kr. på folkeskole-området i 2012/2013.

Skrevet af: Elisabeth Dolmer, Alslevvej 5, 4653 Karise

Jeg sad og blev ret så fortørnet over det politiske niveau, der dukkede frem på mødet. Flere forældre påpegede at forslaget, der ligger nu om organisering af skolevæsenet i Faxe Kommune, er yderst mangelfuld i fakta og økonomiske beregninger. Henrik Christensen indrømmede, at der manglede fakta og økonomiske beregninger, men at de ville ligge klar til høringsmødet d. 10 januar. Det er ikke i orden!

Jeg synes, det er skæmmende og skræmmende for lokalpolitikken her i Faxe Kommune, at der ikke er en åbenhed og gennemskuelighed i de store tiltag, som man overvejer at gennemføre.

Det kan få fatale følger, og hvad skal befolkningen forholde sig til??

Når man har læst folkeskoleforslagets 42 sider, så sidder man tilbage med store mangler vedr. økonomiske beregninger og konsekvenserne.

Hvorledes vil man nå 7 mill. kr.? Det står fiktivt her, kun beskrevet i årsværk og selvfølgelig i færre klasser med der til følger af færre lærer/lærertimer.

Men økonomi og konsekvensberegningerne er der ingen af.

Og der halter forslaget!! Alle ved og kan regne ud, at det vil koste! Og her dukker manglende dybde og indsigt op!

Her halter det for Uddannelsesudvalget med formanden i spidsen.

Kristian Husum fra Borgerlisten skriver det også i hans debatindlæg ”Jamen, Henrik- det er jo lokalpolitik”, hvor han skriver, at Faxe Kommune’s budget et knap 2 milliarder kr. ,og denne besparelse er på mindre end 0,4% af dette, og denne besparelse på 7 mill. kr. er bestemt IKKE nødvendig nu!

I stedet burde politikerne gå i dialog med skolerne og få dem til at komme med langsigtede forslag til besparelser. Det er dem, der sidder med ”fingerne i bolledejen”. De ville kunne med mere fornuftige og holdbare forslag.

Jeg vil så utrolig gerne have politikerne i Faxe Kommune til at overveje konsekvenserne, som jeg og andre  har påpeget i flere indlæg og skrivelser!

Større udgifter til transport – selvom Henrik Christensen påstår, at det ville være udgiftsneutral, så ved han godt, at det ikke passer. Han vil pålægge familier flere udgifter til transport.

Udgifter til at skabe større klasser, der skal sættes ind på arbejdsmiljø-området. Det vil koste at ændre lokalerne!

Hvad med tilflyttere og deres børn? Hvor skal de børn hen hvis nærmeste skole har fyldte klasser?

Min bekymringer er også de fatale omkostninger, der med sikkerhed vil komme ang. den inkluderende skole, tid og rum til at den enkelte elev, og det at opdage elever med problemer, fx ordblindhed.

Faxe Kommune’s uddannelsesniveau er ikke højt, men dette tiltag vil bestemt ikke virke positivt!

Og er man så opmærksom på undervisningsminister Christina Antorini, som nu kræver  max 28 elever i klasserne på gymnasieområdet, hvor de unge er nået et bestemt niveau og har valgt gymnasievejen, så kan man blive endnu mere bekymret når der overvejes 28 elever i folkeskolen, hvor niveauet, behov, problemer mm slet ikke er afdækket hos hver elev.

Så tænk jer nu om, kære politiker, og prøv at tænke nyt og innovativt.

I kunne jo fx også spare opførslen af et storkøkken og bruge KRAM i stedet i nogle år, så er størstedelen af besparelsen ’hentet hjem’.

 

Faxe.nu bringer debatindlæg fra personer, foreninger og virksomheder fra Faxe-området. Indlæg og evt. billeder kan sendes pr. e-mail til debat@faxe.nu. Under artiklen kan du kommentere på læserbrevet, og hvis vigtige informationer kommer frem vil Faxe.nu bringe det videre til relevante og evt. ansvarlige personer. 

Kommentarer