Haslev

Attraktivt nybyggeri i Haslev er nu halvvejs

Rejsegilde på Arne Jakobsens Vej. På fredag den 4. maj kl. 12 inviterer Boligselskabet FlexBo Sjælland sammen med Boligkontoret Danmark byggeriets parter til rejsegilde på nybyggeriet i Haslev på Arne Jakobsens Vej.

Arrangementet kommer til at foregå på byggepladsen, hvor der også bliver mulighed for at kigge indenfor i to boliger.

Formanden for Boligselskabet FlexBo Sjælland, Irene Jensen, vil starte rejsegildet ud med at byde velkommen. Efter formandens velkomst, vil borgmesteren for Faxe Kommune, Ole Vive, og forvaltningsdirektør for Boligkontoret Danmark, Lars Lehmann, holde tale.

Første spadestik blev taget i juni 2017

I juni 2017 blev det første spadestik taget på Arne Jakobsens Vej i Haslev, også kaldet ’Viften’, hvor der opføres 32 nye lejeboliger. Siden da har håndværkerne haft travlt, og byggeriet kan nu på fredag fejre rejsegilde. Boligselskabet FlexBo Sjælland forventer, at de første boliger er klar til indflytning i slutningen af 2018.

Formand for Boligselskabet Flexbo Sjælland, Irene Jensen, udtaler: ”Selvom vejret har været en smule udfordrende, har byggeprocessen forløbet som den skal. Boligerne er begyndt at tage form, så vi bedre kan få et indtryk af, hvordan det nye færdige boligområde vil se ud”.

Stor efterspørgsel på nybyggeriet

Boligselskabet kunne sagtens mærke interessen efter de nye boliger hos deres stand på Næstved Messen i slutningen af februar. Desuden får det lokale afdelingskontor dagligt opkald fra interesserede, der gerne vil skrive sig op.

”Det glæder mig, at der er så stor interesse på nybyggeriet. Boligområdet ligger ud til en skøn natur, som vi har tænkt at bevare, og der kommer til at være nogle dejlige grønne fællesområder, hvor de kommende beboere kan drage nytte af hinanden. Så det undrer mig faktisk ikke, at de nye boliger har fået en så stor interesse”, siger formand Irene.

38 minutter til København

Lige nu bliver jernbanen udvidet, hvilken forventes færdig i første kvartal af 2020. Det vil betyde en transporttid på lige knap 40 minutter til København. Boligselskabet forventer herefter, at efterspørgslen efter boliger vil stige yderligere i området, både efter ejer- og lejeboliger. Og netop et byggeri som Viften vil skabe en rotation på boligmarkedet, i og med at flere seniorer i ejerboliger forventes at flytte ind og dermed frigive ejerboliger til yngre familier, der ønsker at flytte til området.

 

 

Kommentarer