Audi fra Haslev skal pryde frimærker
Hvis den 9-årige gule labrador Audi fra sydsjællandske Haslev logrer ekstra meget med halen og får ekstra mange godbidder i disse dage, er der en god grund. Schweisshunden Audi er nemlig udvalgt som en af vinderne blandt tusindvis af kandidater og bliver næste levende billede på en ny, officiel frimærkeserie fra PostNord, der udkommer i et oplag på flere millioner styk.
– Min familie og jeg synes jo, at Audi er den mest fantastiske hund, så jeg er rigtig stolt over, at hun har vundet og nu skal pryde et frimærke. Hun er som schweisshund specialtrænet til at følge sporet af klovvildt, der eksempelvis er trafikpåkørt, og gør derfor en betydelig indsats for dyr i nød. Når min telefon ringer, og jeg tager den, ved hun godt, om hun skal på arbejde, eller det bare er venner og familie, der vil snakke, siger Audis glade ejer, Leif Stonor Nielsen.
Audi har været en del af Leif Stonor Nielsens familie, siden hun blev født. Han fortæller, at Audi er tredje generations schweisshund og bestod godkendelsesprøven, da hun var bare 14 måneder gammel. I alt har hun deltaget i hele 900 eftersøgninger og fundet rigtig mange dyr gennem tiden.
PostNord har i samarbejde med Dansk Kennel Klub udvalgt fem vindere i konkurrencen, der er en stor hyldest til danskernes allerbedste firbenede venner. Udover Audi er de fire andre vindere schæferen Theo fra Kibæk i Vestjylland, de islandske fårehunde Gaia, Bliða og Píla fra Hadsten i Østjylland, golden retrieveren Chivas fra Gørløse i Nordsjælland og den glathårede foxterrier Mille fra nordjyske Ejdrup.
Over 5.000 hunde har deltaget i konkurrencen, så danskernes interesse for at få deres firbenede venner på frimærke har været overvældende. Vi har læst om tusindvis af søde, sjove og dygtige hunde, der er blevet indstillet af deres stolte hundeejere. Det har været utroligt svært at finde fem vindere, men den dygtige schweisshund og søde familiehund Audi gjorde indtryk på os, fortæller Martin Pingel, designchef i PostNord Frimærker.
Danskerne havde mulighed for at nominere deres hund på Facebook og Instagram fra 9. februar til 3. marts. Næste skridt er, at de fem vinderhunde nu skal portrætteres af en af landets bedste hundefotografer. Billederne bliver til en ny frimærkeserie, der udkommer 19. september 2019.
Læs mere om vinderhundene på postnord.dk/minhund.
Kommentarer