Haslev

Autohuset lukker afdelingen i Haslev

olsen_biler_haslev

Haslev: Autohuset Ringsted har lukket afdelingen på Finlandsgade i Haslev og samler aktiviteterne på Bragesvej i Ringsted

Mandag den 3. november er det slut med Autohuset Ringsteds afdeling på Finlandsgade i Haslev. Det vil blive for dyrt at opgradere bygningerne, så de kan leve op til fremtidens krav.

I stedet skal der i løbet af 2015 bygges et nyt 1.000 kvadrater stort showroom på Bragesvej i Ringsted. Sammenlægningen vil ud over stordriftsfordele også betyde at al firmaets ekspertise bliver samlet på et sted og at de alle får rådighed over teknisk udstyr og værktøj af højeste kaliber.

– Det har været en vanskelig beslutning, men hvis vi fremadrettet skal bevare og skabe nye arbejdspladser i lokalområdet, så er dette træk en nødvendighed. Afdelingen i Haslev kan ikke bære så stor en investering, siger administrerende direktør og ejer Michael Therkildsen til Sjællandske.

Læs også: Autohuset Glostrup køber Olsen Bilers aktiviteter

– Jeg glæder mig over, at de fleste medarbejdere fra afdelingen i Haslev følger med til Ringsted, hvor vi sammen skal opbygge en endnu stærkere enhed med fokus på kvalitet og service, siger Michael Therkildsen.

Autohuset Ringsted, der er autoriseret forhandler af Volkswagen og Skoda blev i januar måned overtaget af Autohuset Glostrup efter at Olsen Biler Ringsted-Haslev A/S var gået konkurs.

Kommentarer