Båltalen var afholdt inden uvejret ramte Vemmetofte Strand
Vemmetofte: En imponerende gustsky dannede baggrundstapetet til Sankt Hans bålet på Vemmetofte Strand.
Torsdag den 23. juni afholdt Vemmetofte Strand Camping traditionen tro Sankt Hans aften på stranden, med både bål og båltale samt fællessang. Omkring 100 mennesker var mødt op for at nyde bålet i den smukke omgivelser på stranden.
Båltalen blev holdt af Dorthe Nybjerg der er medlem af byrådet for Venstre og Leif Madsen sang for til fællessangen.
– Talen nåede at blive holdt og bålet var næsten brændt ned ved 21.30-tiden, da uvejret begyndte at trække op og ved 22-tiden gik det amok, fortæller Elsebeth Larsen fra Vemmetofte Strand Camping.
Uvejret varede først til klokken 23 og så igen det meste af natten, fortæller Elsebeth Larsen, der alligevel faldt i søvn og kun vågnede kun når det bragede højt nok.
Hvis du har nogle gode historier om eller fotos af uvejret Sankt Hans aften, som du gerne vil dele med vores læsere, må du meget gerne sende dem til os på e-mail tip@faxe.nu.
En såkaldt gustfront, eller på sømandssprog en ’dravat’, opstår typisk i forbindelse med meget kraftige tordenbyger med heftige vindstød, temperaturfald og trykstigning. Det spektakulære syn bliver dannet når kold luft fra bygeskyens indre strømmer ud mod den varmere luft uden for bygeskyen. Den kolde luft løfter den varme og fugtige luft til vejrs, så vanddampen kondenserer. Gust betyder i øvrigt vindstød på engelsk.
Fotos: Elsebeth Larsen
Kommentarer