Faxe Ladeplads

Bådpladser i Faxe Ladeplads bliver billigere

faxe_ladeplads_havn

Faxe Ladeplads: Lystbådehavnen har haft et godt år med mange gæstesejlere, men efterlyser flere unge sejlere

Sommeren 2013 bød på det bedste sommervejr i flere år. Lystbådehavnen havde mange gæstesejlere, og næsten alle pladser har været lejet ud. Kun nogle meget små pladser var tomme. Dermed har driften af havnen givet 50.000 kroner i overskud. Havnen har derfor besluttet at belønne andelshavere og lejere med en prisnedsættelse på 10 procent.

– Desværre har krisen bevirket, at det tager lidt længere tid når pladserne skal skifte ejer, men det lysner måske i det nye år, der er da flere tegn på optimisme i samfundet, skriver formand og havnefoged Flemming Juel blandt andet på havnens hjemmeside. Og han fortsætter:

– Det største problem, som alle andre havne også har, er, at det mix vi har af andelshavere, hælder mest til ældre årgange – hvordan får vi flere unge til at komme i vores dejlige Lystbådehavn. Der mangler faktisk en hel generation i havnen. Klubberne har også vigende medlemstal, så der er al mulig grund til at gå i gang med nogle spændende aktiviteter.

Havnen har i øvrigt planer om at sammenlægge nogle af de meget små pladser. Derfor er der også stadig brug for en udvidelse af havnen. Det kræver dog at sagen med BG Stone bliver afklaret først.

Læs også: Kommunen vil ikke støtte havneudvidelsen

Kommentarer