Haslev

Bæredygtig juleguide til en grøn jul

Julen er hjerternes fest, men ikke altid klimaets. For udover hygge og samvær er julen også ofte lig med et stort forbrug. Her giver energi- og fibernetselskabet SEAS-NVE dig en guide til en hyggelig jul, som også tager hensyn til miljø og klima.

Køb et bæredygtigt juletræ!

Det kan for eksempel være en version med rødder, som du kan plante i haven, når julen er slut. Eller gå efter et Fair Trade eller et økologisk træ, som er produceret uden brug af miljøbelastende kemikalier. Når kugler og kræmmerhuse er taget ned (og hvis ikke du kan plante træet ud i haven), så smid træet på komposten, eller lad det gå til naturligt i et hjørne af haven. Det vil dyrelivet i haven også takke dig for.

Pak ind og op med god samvittighed

Vi bruger 825 ton gavepapir i Danmark hvert eneste år. Det medfører et kæmpe forbrug af vand, energi, træ og kemikalier at fremstille det skinnende gavepapir. Desværre egner gavepapir sig ikke til genbrug, da det ofte er belagt med plastik og glimmer. Du kan pakke gaverne ind i aviser eller papirposer eller købe FSC-mærket gavepapir.

Hvordan ser det ud med julemaden?

Det gode ved julemaden er, at den ikke består af okse eller lam, som er de kødtyper, der er mindst klimavenlige. Og der er mere du kan gøre. Skru op for det lækre grønne tilbehør, der er i sæson for eksempel med en grønkålssalat, som passer godt ind på julebordet. Tænk også om der virkelig er brug for en ekstra steg. For halvanden kilo sprød flæskesteg koster 34 kilo på CO2-kontoen, og rundt regnet svarer det til fire dages elforbrug eller 272 kilometer i en bil, der kører på benzin.

Din skraldespand skal ikke vide det er jul

Apropos mad, så er julen det perfekte tidspunkt at have fokus på madspild. Danske husholdninger smider hvert år mad ud for omkring 1,4 milliarder kroner i december måned. Det svarer til 10 procent af det årlige madspild. Et godt råd er at gå efter 500-700 g. mad per person per måltid. Og husk at få maden af bordet og sat på køl eller frys, så du kan bruge eventuelle rester i stedet for at smide dem ud.

Lækre sild er bæredygtige sild

Rødspætter, ål og sild er faste gæster ved julefrokostbordene her i december. To af dem kan du roligt servere, men ålen er faktisk voldsomt truet og i fare for at uddø. Og det gør derfor en stor forskel, at du ved hvilke fisk du skal gå efter i bæredygtighedens tegn. Du kan få hjælp fra WWF’s fiskeguide, Hva’ for en fisk?

Sluk julelyset

Selvom moderne LED-lyskæder kun bruger en brøkdel af den strøm, en gammeldags lyskæde bruger, så har vi mange flere af dem i dag. Sluk for kæderne, når du sover. Der er alligevel ingen, der kan nye synet af dem med lukkede øjne.

Genbrug er den lille, store forskel

Plasticposer er praktiske, når mad og gaver skal transporteres hjem, men du behøver ikke købe en ny pose hver gang. Tag en med hjemmefra eller brug et stofnet. Bagepapir kan du også bruge flere gange før du behøver skifte det og det samme kan gavepapir.

Kommentarer