Bakkens Pjerrot i Terslev Sognegård
Terslev: Terslev Menighedsråd inviterer alle der har lyst til et gratis foredrag med Bakkens Pjerrot i Terslev Sognegård.
Tirsdag, den 9. februar klokken14.00 kan alle der har lyst opleve foredraget ’Livet set med hvid-vinkel’ med Kurt Flemming, Bakkens Pjerrot.
Foredraget tager udgangspunkt i hans eget liv, som tilhørerne forhåbentligt kan omsætte til noget de kan bruge i deres eget liv.
Et foredrag om livets op- og nedture. Om at nå sine mål. Om at forfølge sine drømme. Om at finde det positive, også når døden kommer meget tæt på. Altsammen fortalt med charme og glimt i øjet.
Der er gratis entre.
Terslev Menighedsråd byder på kaffebord.
Om Pjerrot
Tilbage i 1962 begyndte Kurt Flemming med at trylle og satte sig allerede dengang målet, at han ville være professionel tryllekunstner.
Men forældrene mente dog, at han burde få sig en “rigtig” uddannelse først, således at han altid havde noget at falde tilbage på. Men det blev heldigvis aldrig aktuelt, for Kurt Flemming er i dag en af landets bedste tryllekunstnere.
I 1992 tog han springet og blev Pjerrot i Aalborg Tivoliland og fra 1997 Pjerrot på Dyrehavsbakken.
Kommentarer