Bandakademiet søger talentfulde musikskabere
Faxe Kommune: Bandakademiet er på udkig efter Sjællands mest engagerede, originale og seriøse sangskrivere og musikskabere mellem 18-30 år til Music Maker 2016.
Music Maker henvender sig til sjællandske bands, solister og elektroniske musikere i alderen 18-30 år, der skriver deres egen musik, som allerede er gode, og som gerne vil blive endnu bedre.
Igennem fire dage i efterårsferien kommer deltagerne til at fordybe sig i at skabe musik og skrive sange sammen med nogle af Danmarks bedste sangskrivere og producere.
Hvad er Music Maker?
Der er fem instruktører til stede under hele campen, der har til opgave at udfordre deltagerne på deres stil, metoder og løsninger. Som noget helt nyt er Strøm Festival med som partner og står for at udvikle den elektroniske del af programmet.
Årets instruktører er: Christian Hjelm (Figurines, solist), Michael Møller (The Mountains, Moi Caprice), komponist, producer og DJ Jane Arnison (Jon Dark), Cæcilie Trier (Choir of Young Believers og Chimes & Bells), og sangskriver og producer Thomas Stengaard (Dúne og Carpark North).
Åbent for ansøgninger
Man kan søge om optagelse på bandakademiets hjemmeside. Ansøgningsfristen er den 21. august.
Selve campen er gratis at deltage i, men deltagerne betaler 500 kroner i tilskud til kost og logi.
Kommentarer