BaneDanmark udfører prøvegravninger mellem Køge og Næstved
![](https://faxenetavis.dk/wp-content/uploads/sites/2/2016/05/jernbane_elektrificeret-620x316.jpg)
BaneDanmark elektrificerer frem til 2020 den 45 km lange enkeltsporede strækning mellem Køge Nord og Næstved.
Elektrificering af strækningen mellem Køge Nord og Næstved er en del af BaneDanmarks arbejde med at elektrificere store dele af det danske jernbanenet for at skabe rammerne for en langt mere moderne jernbane med billigere og mere stabil drift, hvor det er muligt at køre eldrevne tog til gavn for miljøet.
Arbejdet
BaneDanmark udfører prøvegravninger langs strækningen de steder, hvor de skal sætte kørestrømsmaster op. I stedet for at grave hullerne med risiko for at ødelægge kabler, suger en skinnekørende ’støvsuger’ jorden op for at lokalisere eventuelle kabler. Hvis den støder på kabler i jorden, bliver de omlagt. Efter markering af stedet fyldes hullerne igen med jord. Senere vender de tilbage for at ramme mastefundamenter.
- Arbejdet foregår fra uge 40 til og med uge 50 (Fra nu til midt i december)
- Der arbejdes i aften- og nattetimerne mellem klokken 20.00 og 06.00
Prøvegravning og genfyldning af hullet varer ca. ½ time. Arbejdet omkring det enkelte hul kan vare op til tre timer. Herefter rykker arbejdskøretøjerne videre. Masterne er placeret med ca. 80 meters afstand – dog tættere i kurver og ved stationer.
Hvad betyder det for naboerne?
Arbejdet udføres fra skinnekørende arbejdskøretøjer. Der vil være støj fra køretøjer, maskiner og fra prøvegravningerne. Støvsugeren, som foretager sugningerne støjer som en traditionel fejemaskine og vil ligesom køretøjer og de øvrige aktiviteter kunne høres hos naboerne til banen. Da der arbejdes i de mørke timer, vil arbejdsstedet være oplyst af projektører, hvilket kan virke generende for de nærmeste naboer.
Banedanmark beklager generne for naboerne.
Mere information
Man kan læse mere om elektrificering og prøvegravninger på banedanmark.dk.
Yderligere information kan fås hos byggeledelsen på kogenord-naestved@bane.dk. Hvis man får brug for at kontakte BaneDanmark uden for almindelig arbejdstid, kan man kontakte dem på vagttelefon 7021 8013.
Kommentarer