Haslev

Banedanmark udskifter broerne på Lille-Syd

jernbanebro

Haslev: Banedanmark går nu i gang med at bygge nye broer på jernbanen mellem Næstved og Køge. Det er starten på elektrificering af banen mellem Køge og Næstved

De eksisterende broer på jernbanen mellem Næstved og Køge skal rives ned og erstattes af nye. Udskiftningen af broerne i år sker som forberedelse til Banedanmarks elektrificering af banen mellem Næstved og den nye station Køge Nord.

De fleste broer på strækningen er for lave til de køreledninger, der skal sættes op i forbindelse med elektrificeringen. Derfor skal broerne udskiftes med nye og højere broer.

De nye broer bliver samtidig bygget så brede, at der bliver to vognbaner. I alt udskiftes der 12 broer på hele strækningen. Hertil rives to broer ned og sporet sænkes under tre andre broer. Først i 2017 sættes master og køreledninger op.

Også jernbanen vil være lukket for togtrafik i perioder. Der sættes togbusser ind i de perioder, hvor banen er lukket.

Banen vil være lukket for togtrafik i følgende perioder:

  • 24 – 27. april
  • 1 – 4. maj
  • 8 – 11. maj
  • 13 – 16. maj
  • 12 – 15. juni
  • 10 – 13. juli
  • 14. august – 11. oktober
  • 16 – 18. oktober

DSB sætter togbusser ind, og man kan få information om sin rejse på www.rejseplanen.dk.

Banen skal elektrificeres

Banedanmark elektrificerer i de kommende år store dele af den danske jernbane, og strækningen mellem Køge Nord–Næstved er en af de første, der elektrificeres. Samtidig opgraderes hastigheden på banen.

Banedanmark indleder med broarbejdet en række omfattende arbejder på jernbanen mellem Næstved og den nye station Køge Nord. Hele strækningen bliver elektrificeret og får et nyt, moderne signalsystem. Samtidig opgraderes banen til en hastighed på 160km/t, hvor man i dag kører 120 km/t. Det skaber mulighed for en betydelig kortere rejsetid mellem Køge og Næstved og videre mod København.

Nyt signalsystem

Frem mod 2021 får hele det statslige jernbanenet et nyt, moderne signalsystem med nye og digitale signaler. Det skal fremover sikre en jernbane med færre forsinkelser grundet signalfejl samt ensartet togkontrol. Det bliver medvirkende til, at man kan øge togenes hastighed. Nu er turen kommet til Østsjælland, hvor Banedanmark i 2015-16 etablerer signalsystemet mellem Roskilde og Næstved.

Arbejdet med nyt signalsystem, elektrificeringen og hastighedsopgradering strækker sig over flere år. Når hele arbejdet er færdigt i 2018, er der skabt mulighed for, at elektriske tog kan afløse dieseltog på hele strækningen og videre mod København, da banen bliver tilsluttet den nye højhastighedsbane mellem København og Ringsted via Køge Nord Station. Til den tid vil turen fra Næstved til Køge vil tage 28 minutter mod 37 minutter i dag, og rejsen fra Køge Nord til København kan gøres på 20 minutter.

Mens der arbejdes på banen

Mens Banedanmark arbejder på broerne, vil banen i perioder være lukket for togtrafik. Samtidig vil det være nødvendigt at spærre for vejtrafikken, så længe broarbejdet står på.

I Haslev er broen på Teestrupvej således spærret frem til september, og broen på Tollerødvej bliver lukket fra den 27. april frem til oktober. De øvrige broer i den sydlige del af banen udskiftes først efter sommerferien, og Banedanmark orienterer senere herom.

Læs også: To jernbanebroer spærres for gennemkørsel

Man kan læse mere om arbejdet på Banedanmarks hjemmeside. Læs mere om elektrificeringen på www.banedanmark.dk/køge-næstved og om det nye signalsystem på www.banedanmark.dk/Roskilde-Køge-Næstved. Der kan man desuden tilmelde sig Banedanmarks nyhedsservice og få nyt om arbejdet pr. e-mail.

Kommentarer