Banko for Stafet for Livet i Haslev 25. april
![](https://faxenetavis.dk/wp-content/uploads/sites/2/2017/04/13_banko-620x380.jpg)
Der er mange flotte præmier på spil i bankospillet ved Kvickly Haslevs årsmøde den 25. april.
Når Kvickly Haslev tirsdag den 25. april holder årsmøde med efterfølgende bankospil, er det for tredje år i træk til fordel for Stafet for Livet Haslev.
Alle Kvicklys medlemmer kan deltage, de skal blot købe billetten til 50 kroner i kiosken i varehuset, så er der betalt for både indgangen, tre bankoplader, to stk. smørrebrød samt en øl eller vand. Og Kvickly har igen i år sat mange fine præmier på spil, så der er virkelig nået at gå efter.
Årsmøde og bankospil finder sted i den store sportshal på Midtsjællands Gymnasium Haslev i Skolegade 31. Dørene åbnes klokken 17.30 og klokken 18.30 går årsmødet i gang, hvorefter der skal spilles banko. I pausen kan der købes kaffe og kage mm. Desuden afholdes der kinesisk lotteri.
Folkene bag de ugentlige bankospil i Teestrup Forsamlingshus sørger for, at bankospillet går rigtigt til. Frivillige fra Stafet for Livet Haslev står for alt det praktiske. Cirka 20 frivillige har meldt sig til at være med til at sætte borde op og tage dem ned igen, til at dække borde, sælge kaffe og kage, sælge lotteri og hvad der ellers er af opgaver.
For den indsats får Stafet for Livet hele aftenens overskud. Sidste år blev det cirka 15.000 kr til stafettens kasse, hvorfra pengene går videre til Kræftens Bekæmpelse.
Kommentarer