Bankospil gav 10.326 kroner til Stafet for Livet

Haslev: 150 deltog i Kvickly Haslevs årsmøde og således også i bankospillet til fordel for Stafet for Livet i Haslev
Overskuddet fra bankospillet ved Kvickly Haslevs årsmøde den 7. april blev på 10.326 kroner, som alle tilfalder Stafet for Livet Haslev.
Et flot resultat var både Kvicklys varehuschef, René Højer Breck, og stafettens formand, Niels Houmann, enige om. Især taget i betragtning, at der i år var 100 færre med til bankospillet end sidste år, som gav 12.000 kroner med 250 deltagere.
Årsagen var at bankospillet i år fandt sted på en torsdag. Det er netop ugedagen, hvor Teestrup Forsamlingshus holder bankospil, og mange valgte derfor spillet i Haslev fra.
– Men det må vi bare lære af, sagde varehuschefen.
Omkring 150 deltog i bankospillet i år, og frivillige fra Stafet for Livet Haslev var med som praktiske hjælpere. De sørgede for, at der blev stillet borde og stole op, at der blev dækket bord, solgt kaffe og kage samt meget mere og ikke mindst ryddet op, så hallen på MSG Midtsjællands Gymnasium i Haslev var klar til brug igen.
– Stafet for Livet er en fantastisk event, sagde varehuschef René Højer Breck og fortsætter:
– Vi er nødt til at stå sammen mod denne her forfærdelige sygdom, så Kvickly Haslev stiller igen i år med et hold. Med personale og deres familie skulle vi gerne nå op på at være 30-40 deltagere. Desuden vil Kvickly Haslev i ugen op til stafetten støtte med salg af Othello-kager, 5 kroner pr kage tilfalder det gode formål.
Stafet for Livet Haslev
Stafet for Livet Haslev finder sted i weekenden 10. – 11. september i parken på MSG Midtsjællands Gymnasium i Skolegade. Stafet for Livet er et livsbekræftende socialt arrangement, hvor alle berørt af kræft kan opleve støtte og opbakning fra venner, familie og kolleger i kampen mod kræft. Det er et døgn med holdaktivitet, underholdning og oplysning om kræft.
Læs også: Informationsmøde om Stafet for Livet Haslev
1100 deltagere og fightere deltog sidste år i Stafet for Livet Haslev og forberedelserne til dette års stafet er i fuld gang. Det er muligt at læse mere om Stafet for Livet Haslev og tilmelde sig på stafetforlivet.dk/haslev.
Kommentarer