Bankrøver slap fra politiet, som nu beder om hjælp

Politiet har udsendt dette billede efter bankrøveriet (Ansigtet dog nu skjult, da politiet har foretaget en anholdelse af en person, der dog endnu ikke er dømt)

En ung mand, der torsdag eftermiddag begik røveri mod Jyske Bank i Næstved, slap fra politiet.

Torsdag den 3. november 2011 klokken 14.51 blev der forøvet bankrøveri i Jyske Bank, Østergade 2, 4700 Næstved.

I den hektiske tid lige efter bankrøveriet anholdt politiet den forkerte mand og tog ham med til politistationen. Fejlen blev først opdaget, da politiet gennemgik bankens videoovervågning, der viste, at den anholdte ikke var bankrøveren.

Selvom en politipatrulje så den rigtige bankrøver, slap han væk.

Det lykkedes manden at true bankpersonalet med en køkkenkniv til at udlevere et endnu ukendt beløb. Politiet anmoder nu offentligheden om hjælp til at finde den rigtige bankrøver.

Politiets signalement af bankrøveren lyder: Manden er 20-25 år, omkring 175-180 centimeter høj, almindelig af bygning, mørk i huden, muligvis mulat, mørke øjenbryn. Han bar en beige dunjakke med pelskrave, mellemgrå joggingbukser og sort/hvide kondisko og var maskeret med elefanthue. Han talte dansk med accent.

Kommentarer