Debat og politik

Et bedre debatniveau ønskes

Debat: I Dagbladet og i andre medier, har man i meget lang tid kunnet følge Liberal Alliances og andres skriverier vedr. kloakering i det åbne land.

Indsendt af Mogens Stilhoff, Hvedevænget 13, 4690 Haslev. Medlem af  Faxe  Byråd (SF)

Vi har herudover set, at LA har holdt et “borgermøde” om de påtænkte kloakeringer, hvortil var indforskrevet såvel det såkaldte “Bæredygtigt landbrug”, som en mand fra Slagelse, der udpræget mente det samme som LA i  Faxe Kommune .

Lokale kandidater fra LA mener tydeligvis, at de har “en sag”, en sag der kan give dem omtale og opmærksomhed – og måske en plads i Byrådet.

Man fornemmer, at LA har behov for løbende at skærpe retorikken, hvorfor toner bliver stadigt mere skinger. Andre byrådsmedlemmer f.eks. i Venstre og DF er så blevet grebet af valgfeberen og er “hoppet på samme vogn”.

Senest anmoder LA om svar fra byrådsmedlemmerne på, hvorvidt en navngiven embedsmand må sige “ja” til, at borgeren skal rense sit spildevand, uanset det ikke forurener.

Svaret er jo ligetil: Selvfølgelig skal spildevand renses, da spildevand pr. definition er forurenet – modsat fald er det vel ikke spildevand!

Det er helt sikkert baggrunden for, at Folketinget har vedtaget loven om “kloakering i det åbne land” og som  Faxe Kommune  og alle andre skal følge.

Heldigvis har vi i  Faxe  Byråd Ivan Lilleng!

Ivan er Konservativ, Formand for teknisk udvalg, altid sagligt velfunderet og troværdig.

Ivan gennemgår på fremragende vis i avisen 14. november såvel sagsforløbet i  Faxe Kommune , som det lovmæssige grundlag for beslutningerne vedr. kloakering.

Hvor ville jeg ønske, at debatten vedr. kloakering kunne føres på et niveau som Ivans, det ville gavne os alle.

 

Kommentarer