Bedsteforældrene indtog Børnehuset Mælkevejen
Faxe Ladeplads: På årets første rigtige sommerdag, holdt bedsteforældrene deres indtog i Børnehuset Mælkevejen i Faxe Ladeplads
Torsdag den 3. maj var bedsteforældrene inviteret på besøg i Børnehuset Mælkevejen, hvor børnene havde lavet en udstilling med blomster og urtehaver.
Det hele startede i april med at alle børn havde en blomst med hjemmefra. Disse blev plantet i krukker og plantekasser rundt om på legepladsen, med navneseddel på. Selv de små vuggestuebørn plantede blomster, nogen var lidt kede af at skulle slippe blomsten, så de gravede den så op igen! MEN fint blev det. Alle børn føler stort ejerskab for blomsterne, og passer godt på dem hver dag, og de bliver ikke plukket.
Efterfølgende er der blevet sået i potter, lavet urtehave, og lavet forskellige ”forsøg” så man kan se hvad der sker nede under jorden. Der er lagt kartofler, løg og jordskokker til spiring, så man også her kan se og følge processen. Der blev taget en masse billeder af hele processen, der også blev udstillet i torsdags.
I forbindelse med jordens uge var børnene også med til at samle skrald i skoven, ved stranden og i byen. Alt skraldet blev sorteret på Mælkevejen, så børnene også fik indsigt i, hvilke ting kunne genbruges og hvilket ting skulle til forbrændingen.
Alle børn har været meget engagerede, og har glædet sig meget til at skulle vise det frem. Det var nogle meget stolte børn, som trak rundt med deres bedsteforældre, og som sikrede sig, at de fik set det hele.
I Børnehuset Mælkevejen er der ca. 100 børnehavebørn og 36 vuggestuebørn. De kunne samle omkring 200 bedsteforældre.
Der blev serveret kaffe, saft, boller og lagkage, og alle hyggede de sig med deres børnebørn.
Kommentarer