Bent Schmidt udstiller på Faxe Sundhedscenter

Faxe: Bent Schmidt fra Haslev er månedens kunstner september og oktober på Faxe Sundhedscenter
Fra mandag den 1. september udstiller Bent Schmidt 28 malerier i forhallen på Faxe Sundhedscenter. Motiverne er blandt andet hentet fra Varazze i Italien, sommer på Svinø eller naboens røde legehus. Bent er tidligere folkeskolelærer og lektor på Haslev Seminarium, hvor han underviste elever og studerende i tegning, maleri, skulptur og grafik.
– I alle årene har jeg selv været optaget af at skabe billeder i min fritid – med hovedvægt på maleri og skulptur. Jeg føler mig ikke bundet til en bestemt stil, med arbejder gerne både naturalistisk og abstrakt, fortæller Bent Schmidt.
Bent har gennem årene udført en række forskellige og spændende opgaver, så som at lave bogomslag, bogillustrationer, plakater, logoer og anden brugsgrafik.
Udover nuværende maleriudstilling, har Bent Schmidt haft ca. 100 udstillinger i kunstforeninger, virksomheder og på institutioner.
I forbindelse med Sundhedscenterets åben hus arrangement lørdag den 6. september, er der mulighed for, at møde Bent Schmidt fra klokken 12.00 til 15.00 i forhallen og få en specielt guidet tur og en snak om maleriernes tilblivelse.
Kommentarer