Beredskab kalder alle mand på arbejde før stormflod
Midt- og Sydsjællands Brand og Redning har kaldt alle mand på arbejde, for at være klar til de forhøjede vandstande, der rammer vores område onsdag aften og nat
DMI har tirsdag aften varslet om risiko for stormflod ved Sydøstsjællands kyst på strækningen fra Stevns til Møn over Lolland-Falster og ’Meget farligt vejr’ regionalt, onsdag aften og nat. DMI forventer en vandstand mellem 1.3 og 1.8 m over dagligt vande.
I Faxe, Vordingborg og Næstved kommuner kan de forhøjede vandstand især skabe alvorlige problemer i de beboede områder i Faxe Ladeplads, Præstø, Kalvehave, og Karrebæksminde.
Læs også: DMI varsler “meget farligt vejr” med forhøjet vandstand
Midt- og Sydsjællands Brand og Redning har derfor kaldt alle mand, inklusive de frivillige, på arbejde, så de kan nå, at forberede sig.
– Her prøver vi at finde ud af, hvor der kan udleveres sandsække, og hvordan vi kan inddæmme vand. Så lige nu er vi i etableringsfasen, siger beredskabschef Flemming Nygaard, Midt- og Sydsjællands Brand og Redning, til TV Øst.
Beredskabschefen opfordrer borgere, der bor i lavtliggende områder, hvor man kan forvente forhøjede vandstande til at holde øje med kommunernes hjemmesider og medierne.
– De skal sikre deres ejendomme ved at benytte plastic og tape i åbninger og så sandsække, siger Flemming Nygaard til TV Øst.
Det vil senere i dag blive meldt ud offentligt, hvor man kan hente sandsække.
Kommentarer