Læserbrev: SEAS-nve: Du skylder 215 kr., nu lukker vi for strømmen – også selvom du betaler

Indsendt af Jesper Petersen, Søtorupvej 5, 4690 Haslev

Om formiddagen torsdag den 10. januar banker det på døren netop da jeg var på vej på arbejde. Udenfor står en mand, der oplyser, at han kommer fra SEAS-nve. Jeg beder ham komme indenfor, idet jeg fejlagtigt tror han vil se elmåleren (ja, sådan var det jo engang).

Manden, der var ankommet i en almindelig personbil uden firmanavn, meddeler at han ikke har brug for at komme ind og se min elmåler. Det drejer sig om manglende betaling af en elregning fra oktober. Han tager herefter et brev/en regning frem. Påpeger, at selve hovedbeløbet er meget lille, nemlig 215,72 kr., men at beløbet der nu skal betales er 920,54 kr.

Jeg kigger på brevet og svarer, at jeg ikke erindrede denne restance, men at jeg selvfølgelig nok skal betale (som jeg nu på 54. år altid gør med alle mine regning ). Manden hiver herefter en kuglepen frem og tilføjer med håndskrift, at de 920 kr. skal være betalt inden 10. januar kl.12. Altså den følgende dag.

– Og husk også at sende dokumentation for din betaling på en af de tre nævnte adresse her, tilføjer den, i øvrigt, venlige mand og peger på tre adresser på regningspapiret.

– Jo, svarer jeg lidt desorienteret.

Jeg erindrer ikke at have fået en rykker på beløbet.

– For det er Inkassomanden” du har haft besøg af tilføjer manden, der bærer ørevarmere, med et smil, idet han begyndte at gå hen til sin bil.

– Nå, det har jeg aldrig prøvet før, svarer jeg.

– God dag!, tilføjer Inkassomanden venligt inden han forsvinder ind i sin bil og kører bort.

Desværre blev det ikke en god dag. Ja, det vil sige, torsdag var OK. Jeg var på arbejde 24 timer i træk frem til kl.13 fredag. Det lykkedes mig lige at passe et besøg i postbutikken i Præstø kl.11 ind sammen med et ærinde samme sted i arbejdsmedfør.

Da jeg efter arbejdsophør kl.ca.15 når hjem til mig selv – under et kortvarigt stop på vej til København for at hente familien i lufthavnen – noterer jeg, at el-radiatoren ikke er tændt, så jeg trykker på knappen for at tilslutte den, så huset er tilpas varmt, når hele familien atter er samlet sidst på dagen. Men radiatoren kan slet ikke tændes. Lyset heller ikke. Og ude i entreen blinkede det blåt fra et lille lys i elmåleren.

Heldigvis virker telefonen og jeg får fat i SEAS-nve. Her tilbageviser en envejskommunikerende kvinde notorisk alt hvad jeg fremfører. Af uforståelige grunde er hun fra start til slut på fornavn med mig, som var jeg et barn, eller en hund. Næsten alle sætninger afsluttes med ”,Jesper”

Efter en håndfuld forgæves forsøg på at få kvinden i røret til at se sagen set fra min side af skranken indser jeg, at her ”intet er at komme efter” og beder om at få oplyst hendes navn, så jeg kan referere til sagen overfor hendes overordnede. Kvinden vil imidlertid kun oplyse sit fornavn. ”Birgit”. ”Birgit hvad?”. ”Birgit fra Inkassoafdelingen”.

Birgit er helt ligeglad med at ”Inkassomanden”, der mødte op ved min bopæl, ikke oplyste mig om at også kvitteringen skulle have være sendt inden klokken 12.

Efter en nærmere gennemtænkning af sagen er det måske logisk nok, men jeg forstår for sent, at elselskabet for sølle 215 kr. har besluttet at tage de helt store kanoner frem. Det havde imidlertid under alle omstændigheder været umuligt for mig at sende et foto/print af min kvittering. Jeg var på arbejde og har ingen mobiltelefon (har aldrig haft, får aldrig). Hvad gør man så?

Samtidig er det jo en grotesk selvmodsigelse, at el-selskabet forlanger at man betaler inden en vis – meget kort – frist, men samtidig ikke accepterer hvordan det nationale betalingssystem, håndteret af banker og PostDanmark. Selvom man betaler, som krævet, lukker elselskabet alligevel for strømmen. Igen anvender man rocker- og dummebøde-metoder. Uetisk og uacceptabelt.

Samtidig er elselskabets argumentation for at bruge så grove metoder hullet som en si. Det er jo forståeligt nok, at et firma ønsker at kunne agere med en vis pondus overfor snyd og folk, der ikke vil betale. Men da jeg i lørdag forsøger at overføre penge via netbank erfarer jeg, at betalingen først registreres den førstkomne hverdag (weekend og helligdage er netbank lukket), altså mandag, to dage senere. Denne nye forhindring for at få strømmen tilbage kostede mig yderligere et telefonopkald til SEAS-nve’s døgnvagt. ”Dét accepterer vi”, forklarede vagten overraskende og tankevækkende: ”Også selvom man faktisk efterfølgende selv kan annullere en sådan transaktion, men vor inkassoafdeling har sagt god for det, så det er OK”

”Du skal være glad for at Inkassomanden ikke lukkede din strøm det det samme, det kunne han faktisk have gjort. Men han var flink og gav dig en betalingsfrist!”, kanonerer Birgit fredag eftermiddag, der forekom mig placeret i dette job alene pga. en komplet mangel på empati og forståelse for en virkelighed anderledes end den selvmodsigende standardversion.

Faktisk havde det været bedre hvis Inkassomanden havde slukket for strømmen torsdag formiddage, for så kunne jeg havde løst problemet mens min bank var åben, og SEAS-nve, for pga. lukningen fredag kl.14 var det efterfølgende weekend og ”alt” lukket.

– Hvad gør jeg for at få strøm igen, spørger jeg til sidst Inkasso-Birgit. ”Kan jeg sende kvitteringen til dig nu?”

”Nej, nej”, svarer Birgit, og stikker mig herefter en lodret løgn, idet hun hævder, at det nu er blevet endnu mere byrdefuldt for SEAS-nve at have mig som kunde, og at det forøgede besvær ved at åbne for min nu slukkede strøm dækkes ind ved nu at opkræve 2266,86 øre.

Ja vi må hellere få de 86 øre med, tænker jeg.

Jeg lægger på og kører til Kastrup, hvor jeg ankommer en time forsinket pga. den meningsløse strømafbrydelse.

Da hele familien, incl. vor forkølede 2½-årige søn, ankommer til vort kolde og mørklagte hus, ringer jeg (nu med pandelampe på) til SEAS-nve igen. Jeg kommer igennem til vagtcentralen. Efter at have oplyst mit kundenr. gentager vagten, at der SKAL betales 2266,86 kr. før der igen bliver åbnet for strømmen. Jeg forsøger at forklare sagens absurditet, men bliver hurtigt afbrudt. Vagten har absolut ingen mulighed/bemyndigelse til at gå ind i substansen i sagen. Det kan kun Inkassoafdelingen, der ikke har åben i weekenden. Vil jeg have strøm skal der erlægges 2266,86 samt sendes dokumentation med kundenr. påført.

Og herefter er det så bare at trykke på en knap for jer, så har jeg strøm igen, spørger jeg.

”Ja”, bekræfter vagten. ”Og du skal også efterfølgende trykke på knappen med et ettal på din måler”, tilføjer han.

Der var ikke andet at gøre end betale dummebøden. Og så skrive til SEAS-nve’s ledelse efterfølgende.

Men hvordan? Vi bor ude på landet. Strømmen var slukket, derfor kunne vi heller ikke bruge vores PC, internet, webbank.

For at gøre en lang historie kort – og det blev også efter det her fortalte en meget lang, og yderligere absurd historie – så lykkedes det ved hjælp af en masse besvær for mig, en håndfuld venner samt en del – selvforskyldt – besvær for SEAS-nve’s vagtcentral, at få overført penge søndag eftermiddag og strømmen tilbage. Da var maden i vore frysere endnu ikke tøet helt op. Til gengæld frøs hele familien. Heldigvis kom strømmen til elradiatorerne lige tids nok til imødegå frosten, der satte ind natten til mandag. Tak, kære venner, for hjælpen.

Alt i alt førte jeg i alt ca.20 telefonsamtaler under forløbet før strømmen var tilbage med et tryk på knappen i operationsrummet, samt mit lette tryk på måleren i entreen. En del af mandagen måtte jeg bruge på at skrive til SEAS-nve’s ledelse, Forbrugerombudsmand m.fl.

Stakkels de mennesker, der ikke kan forsvare sig, når de udsættes for uklogt og uetisk forvaltet magt, der akkumuleres mere og mere af i vor moderne, computer- og økonomistyrede verden. Men reelt er nødt til at vende den anden kind til når mennesker med magt pisser ud over alt og alle i skudlinien.

Ovenpå en oplevelse som denne forstår man bedre al tidens bekymrende radikalisering, på den ene og anden måde.