Haslev

Beskæftigelsesudvalget på studietur til Dublin

faxekommune

Faxe Kommune: Beskæftigelsesudvalget tager til Dublin for at høre, hvordan de arbejder for at mindske ledigheden og øge inklusion på arbejdsmarkedet.

Faxe Kommunes Beskæftigelsesudvalg tager på studietur til Dublin fra mandag den 11. til onsdag den 13. maj, og på de tre dage har udvalget et tæt program.

I Irlands hovedstad mødes man med repræsentanter for Dublin City Council, svarende til byrådet, hvor man skal høre, hvordan man i Irland har håndteret udfordringer med ledigheden efter finanskrisen.

I det ministerium, der svarer til Beskæftigelsesministeriet herhjemme, skal udvalget høre om konkrete beskæftigelsesinitiativer, og hvordan opgaven er tilrettelagt i de lokale kommuner i Irland.

Turen går også til et lokalt Jobcenter i Dublin, og til en socialøkonomisk virksomhed for genbrugstøj. Endelig skal Beskæftigelsesudvalget besøge en organisation, der arbejder for inklusion på arbejdsmarkedet for personer, der normalt har svært ved at finde fodfæste i ordinært job. I Irland er der tradition for stærke partnerskaber mellem kommuner og virksomheder med henblik på at øge virksomhedernes sociale ansvar.

Udover beskæftigelsesudvalget deltager ledelsen på arbejdsmarkedsområdet i studieturen.

Turen er arrangeret af Det Danske Kulturinstitut. På grund af et noget lavere prisniveau i Irland svarer udgiften til studieturen omtrent til, hvad det koster at deltage i den årlige konference for beskæftigelsesudvalg fra alle landets kommuner, som KL årligt afholder i Ålborg. Beskæftigelsesudvalget har således fravalgt turen til Ålborg i år for i stedet at tage udenlands og få inspiration til arbejdet på beskæftigelsesområdet.

Kommentarer