Haslev

Besøgsponyen Laban er Danmarks Dyrehelt 2018

Ponyen Laban fra Kongerslev er besøgspony på plejehjem, botilbud, børnehaver og vuggestuer i Nordjylland. Nu har han vundet konkurrencen “Danmarks Dyrehelt 2018” for den helt særlige forskel, han gør i hverdagen.

Konkurrencen Danmarks Dyrehelt 2018, der afholdes af Agria Dyreforsikring, har nået vejs ende, og med det er der fundet en endelig vinder af titlen som ‘Danmarks Dyrehelt 2018’. Det blev den jyske finalist, ponyen Laban, der til hverdag er besøgspony på plejehjem, botilbud, børnehaver og vuggestuer i Nordjylland, som endte med at løbe med titlen.

Det var Labans ejer, Katrine Bragenholt M. Johansen, der indstillede Laban til Agria Dyreforsikrings konkurrence, ”Danmarks Dyrehelt 2018”, tilbage i september. Dengang var hun ikke i tvivl om, at Laban kunne gå hele vejen og vinde konkurrencen:

“Min skønne lille ponydreng Laban er en helt, fordi han spreder glæde og giver gode oplevelser af en helt særlig karakter. Ud over at være besøgspony er han den mest fantastiske pony,” fortæller Katrine om Laban.

Med titlen som ‘Danmarks Dyrehelt 2018’ modtager Laban og Katrine blandt meget andet en pengepræmie på 20.000 kroner fra Agria Dyreforsikring, som de har valgt at donere til organisation Nyt Hesteliv.

Blev hyldet i Go’ aften Danmark

I går fejrede Laban og Katrine den nye titel med en tur til København for at besøge Agria Dyreforsikring og Go’ aften Danmark, hvor den stod på gulerødder og æbler i bunkevis til dyrehelten.

“Han kan noget ganske særligt, den her lille dreng,” fortalte Katrine, da hun og Laban blev interviewet af Felix Smith i Go’ aften Danmark. “De fleste synes, det er fantastisk, at der pludseligt står en pony inde i stuen. Vi oplever utroligt stor glæde. Vi har en mand, der smed stokken og stod fuldstændigt foroverbøjet i 90 grader og hulkede ned over hesten, for han syntes simpelthen, det var så fantastisk.”

Laban nåede også at vise, at han lever op til sit navn, da han på direkte tv afsluttede sit interview ved at lægge en stor hestepære til Felix og hans kollegaer i TV2-studiet.

Spreder glæde på plejehjem

Laban har vundet titlen som Danmarks Dyrehelt 2018 for sin indsats som besøgspony på plejehjem, botilbud, børnehaver og vuggestuer i Nordjylland, hvor han gør en verden til forskel for borgerne. Nogle beskriver ham som en “terapi-pony” på grund af den ro og glæde, han giver dem.

Når han bevæger sig ned ad gangen mod beboerne på plejehjemmene, kan man høre dem udbryde “Nu kommer de, nu kommer de!”. Og mens han på forsigtige hove går rundt i dagligstuen, bliver det ene efter det andet minde fra beboernes ungdom bragt til live. “Jeg har også haft hest!”, lyder det sommetider fra de ældre, der elsker når Laban besøger dem.

Reddede Laban fra vanrøgt

I dag er Laban en glad 13-årig pony. Men dengang Katrine mødte ham, havde han levet et hårdt liv med vanrøgt. Katrine tog ham til sig og gav ham et godt og værdigt liv hos sig i Nørre Kongerslev, sydøst for Aalborg.

“Han har haft en hård start på livet med tæsk, men det til trods, så er han så venlig, god og rolig af sind,” fortæller hun.

Hele Danmarks Dyrehelt 2018

Konkurrencen ”Danmarks Dyrehelt 2018” søger efter kæledyr fra hele landet, som udfører ekstraordinære gerninger for deres ejer eller på anden måde er helte i hverdagen. Bag konkurrencen står Agria Dyreforsikring.

Og den endelige vinder af konkurrencen blev således Laban fra Nørre Kongerslev. Ligesom Katrine, bemærkede Agrias dommerpanel den glæde, Laban spreder: ”Jeg er fuldstændig overbevist om, at dyr kan have en helbredende og gavnlig effekt på deres mennesker. Laban viser tydeligt, hvordan han kan røre mennesker, han slet ikke kender, blot ved at være sig selv og til stede, siger dyreelsker og Tv-vært Puk Elgaard.

Alle dommerne var meget rørte over den lille ponys store effekt.  Laban er et godt eksempel på, hvad heste også kan i samværet med mennesker, og Laban har en positiv påvirkning på mange,” uddyber Jens Jokumsen, chefkonsulent for familiedyr hos Dyrenes Beskyttelse og del af Agria Dyreforsikrings dommerpanel.

I dommerpanelet sidder bl.a. også dyrlæge Lene Thaulow, hundeadfærdskonsulent Lise-Lotte Christensen og sidste års vinder, Læsehunden Molly med sin ejer Lis Welin.

Baggrund

Kampagnen “Danmarks Dyrehelt” er sat i verden for at hylde danske kæledyr for den glæde, de spreder i hverdagen, trofastheden og deres evne til ekstraordinære heltegerninger. Det er Agria Dyreforsikring, der afholder konkurrencen, og det er for fjerde år i træk.

Læs mere om konkurrencen her: Danmarks Dyrehelt 2018

Danske kæledyrsejere har i to måneder kunne indstille deres kæledyr til konkurrencen Danmarks Dyrehelt 2018. Historierne har strømmet ind, 800 rørende historier er blevet indsamlet, og nu er Danmarks Dyrehelt 2018 fundet.

I finalen var også den fynske, regionale vinder, Katten Lasse fra Nyborg, der hver dag hjælper sin ejer, Janni, med at komme igennem en dagligdag præget at PTSD efter en hård barndom præget af omsorgssvigt. Den tredje finalist var den regionale, sjællandske vinder, hunden Sisu fra Næstved, der hjalp sin unge ejer, Jórunn, ud af en lang og voldsom depression, der blev udløst i gymnasiet.

Dommerpanel

Tv-vært og dyreelsker – Puk Elgaard
Dyrenes Beskyttelse – Chefkonsulent for familiedyr Jens Jokumsen
Dansk Kennel Klub – Adfærdskonsulent Lise Lotte Christensen
Evidensia Vordingborg Dyrehospital – Dyrlæge Lene Taulow
Jydsk Racekatte Klub – Susanne Wehnert
Sidste års vinder – Læsehunden Molly med ejer Lis Welin
Agria Dyreforsikring – Direktør Tine Antvortskov
Ugepræmier til regionale vindere

5.000 kroner, der skal doneres til dyrevelgørenhed
Et års sygeforsikring til dyrehelten
Præmiepakke fra Agria Dyreforsikring til en værdi af 500 kroner
Den store hovedpræmie

20.000 kroner, der skal doneres til dyrevelgørenhed
Præmiepakke fra Agria Dyreforsikring til en værdi af 1.000 kroner
Fotosession for Danmarks Dyrehelt og ejer med professionel fotograf
Tidsplan for Danmarks Dyrehelt 2018

Jysk vinder blev kåret i uge 39
Fynsk vinder blev kåret i uge 40
Vinder fra Sjælland og øerne blev kåret i uge 41
Hele Danmarks Dyrehelt 2018 kåres i uge 44

Kommentarer