Debat og politik

Bevarelse af VORES bysamfund

Bevarelse og udvikling af VORES bysamfund er for mig helt grundlæggende fundamenter, efter mange år med fokus på “lukning” af vores lokale samfund.

Indsendt af Dorthe Egede Borg, Byrådskandidat for Venstre i Faxe

Vi skal styrke vores foreninger, der skal arbejdes med aktiviteter for alle målgrupper, vi skal sikre at de unge har et eftermiddags-/aftentilbud og have fortsat fokus på at de ældre kan mødes til kortspil, banko og hyggeligt samvær.

Vi ved at skolen er et omdrejningspunkt for de mindre byer!

Lokalskolen skaber tryghed, – ikke kun for vores børn, men lige så meget for forældrene. Og så styrker den lokale skole lokalsamfundene og sikrer, at tilvæksten af børnefamilier har de bedste forudsætninger.

For mig er det vigtigt:

• At de mindre børn har noget at spejle sig i

• At vi tilbyder relationer på tværs af alder i lokalsamfundene

• At vi indser at den lokale skole øger tilhørsforholdet til nærmiljøet

•  At fritidsliv, skoleliv og       familieliv er i god balance

Hvordan fortsætter vi udviklingen?

Vi må arbejde hårdt for at opretholde gejsten hos de mange ildsjæle i foreningerne. De yder en kæmpe indsats, for at stable det ene arrangement efter det andet på benene. Men vi må ikke stoppe deres arbejde med bureaukratiske arbejdsgange, – det er ødelæggende for deres motivation.

Venstre foreslår derfor, at foreningerne har én indgang til kommunen gennem en frivillighedskoordinator, som kan kontaktes om alt fra ansøgninger til puljer og regler mv.

Skoleområdet har igennem de sidste 5 år været igennem en masse uro.

I 2012 blev skolestrukturen vedr. organisering og matematisk model for klassedannelse vedtaget – i 2014 kom ny skolereform – i 2015 forsøgte man igen at ændre kommunens skolestruktur som indebar lukning af overbygninger på de mindre skoler.

Vores børn, deres lærere, deres forældre og borgerne blev utrygge og angsten blussede op i vores lokalsamfund.

Derfor rejste bysamfundene sig og det gik ikke stille for sig, hvorfor det ikke lykkedes at gennemføre.

Min tilgang vil være, lad os få den seneste skolereform i gang på bedst mulig vis og ikke starte et nyt projekt, hvor vi samtidig skaber utryghed blandt vores børn og spiller lotto om væksten i vores lokalsamfund. Bevar skolerne i bysamfundene 0.-9. Klasse.

Vi skal have ro på skoleområdet – uden ro kan der ikke skabes resultater.

Jeg brænder for at fastholde vores kommune som en kommune for alle, – giv mig din stemme, så giver jeg dig mit løfte om en fortsat kamp for det lokale samfund, vores børn, vores skoler og vores ældre!

Kommentarer