BG Stone på havnen i Faxe Ladeplads lukker
Åbent brev til borgere, politikere og embedsmænd i Faxe Kommune. Indsendt af Bestyrelsen for Faxe Ladeplads By- og Kystlaug
Det er med stor glæde, at vi, i Faxe Ladeplads By– og Kystlaug, kan konstatere, at vores lange, seje kamp mod B.G. Stone A/S er slut.
B.G. Stone har angiveligt opgivet at opfylde lov- og miljøkrav og opgivet fortsat at gøre modstand imod en lokalbefolkning, der så på firmaets tilstedeværelse med tiltagende mishag.
B.G. Stone A/S etablerede sig i januar 2009 som lejere hos Faxe Kalk A/S I Faxe Ladeplads.
Det var d. 15. november 2011, at By- og Kystlauget sendte det første åbne brev til kommune og borgere angående de kritisable etableringsforhold og om den tiltagende støj- og miljøforurening, der herskede på lokaliteten.
Hele korrespondancen kan ses på www.byogkyst.dk
Medlemmerne i Faxe Ladeplads By- og Kystlaug har, år efter år på vores generalforsamlinger, kraftigt tilkendegivet, at det var foreningens fornemmeste opgave at påtale B.G. Stone A/S´s magtmisbrug og med alle midler søge at tvinge dem til at overholde miljølovene.
Vi har klaget til alle tænkelige myndigheder og instanser over sundhedsfaren samt støj-, støv- og miljøforureningen i lokalområdet.
Adskillige bekymrede lokale borgere, foreninger og bådejere har deltaget flittigt i klagestrømmen, – tak for det.
Nu kan vi alle ønske hinanden tillykke med, at vores fælles indsats førte til et positivt resultat.
Nu, hvor vi er i gang med at glæde os, vil vi gerne takke kommunen for, at tangdyngerne på stenene langs Strandvejen er fjernet, samt at der jævnligt renses tang på stranden før Faxehus Efterskole. Det har ført til et rigt badeliv hele sommeren.
Vi skal også huske, at være glade for at kommunen har skaffet økonomisk udvej for, at der etableres kystsikring ved Efterskolen, opbygning af høfder og indpumpning af sand langs Strandvejen. Alt dette til sikring af selve vejen og vintertrafikken.
At der tillige kommer en badestrand, er et meget stort ønske, der går i opfyldelse for lokalområdet, gæstesejlere og andre turister.
Der er god grund til optimisme.
Faxe Ladeplads kan fortsætte med at udvikle sit rekreative potentiale og fortsat være et attraktivt sted at bo.
Kommentarer