Bibliotekerne inviterer til fantasy-novelle konkurrence
![](https://faxenetavis.dk/wp-content/uploads/sites/2/2015/07/herlufsholm-620x316.jpg)
Faxe Kommune: Børn og unge kan indsende deres bidrag til kommunens biblioteker, der vil udvælge de bedste bidrag.
I weekenden den 17. og 18. oktober danner Herlufsholm Kostskole atter rammen om den traditionsrige fantasy bogmesse. I den forbindelse udskrives der en landsdækkende novellekonkurrence for børn og unge.
I 2012 blev Herlufsholm Fantasy Bogmesse for første gang afholdt på Herlufsholm Kostskole. Det blev så stor en succes, at arrangementet er blevet en fast tilbagevendende begivenhed. I år afholdes bogmessen i efterårsferien, nemlig i weekenden den 17.-18.oktober. Her vil der blive mulighed for at møde nogle af de mest populære forfattere inden for fantasy genren, landets bogforlag vil være repræsenteret med gode tilbud, diverse rollespilsforeninger vil lave events og meget, meget mere.
Forud for selve bogmessen udskrives i lighed med de forrige år en novellekonkurrence, hvor børn og unge har mulighed for at indsende deres egen fantasyhistorie. Der er tre alderskategorier, og de bedste noveller inden for hver kategori går videre til hovedkonkurrencen, hvor en jury vil udvælge de endelige vindere.
De tre kategorier er opdelt efter alder. For de 10-12 årige, 13-15 årige og 16-18-årige. Der er flotte præmier at vinde. Alle andenpladser vinder et gavekort til Bog & ide, mens første præmien til hver kategori i år er en særligt sammensat bogpakke fra Forlaget Tellerup.
Børn og unge fra Faxe Kommune kan indsende deres noveller til biblioteket, som står for at udvælge de bidrag fra vores kommune, der går videre i konkurrencen.
Novellerne vurderes i år af en særligt udvalgt jury bestående af de tre forfattere Jan Kjær, Benni Bødker og Dorte Roholte.
Henvend dig på Faxe Kommunes Biblioteker og Borgerservice i Faxe eller Haslev, hvis du har lyst til at deltage, eller se mere information på www.faxebibliotek.dk
Din novelle skal sendes på mail til nalu@faxekommune.dk med dine oplysninger om navn, alder, adresse, telefonnummer og e-mail.
Sidste frist for aflevering af novelleR er fredag den 19. september.
Man kan læse mere om messen på www.fantasybogmesse.dk
Kommentarer