Med Biblioteksklubben i Marie Grubbes fodspor
I solskin på en pragtfuld onsdag d. 30. maj drog en hel busfuld Biblioteksklubmedlemmer afsted på heldagsudflugt i Marie Grubbes fodspor.
Forventningerne var helt i top, og efter at have ventet i 10 nervepirrende minutter på vores turguide, dukkede han veloplagt op, og bussen kunne rulle afsted. Turguiden var skuespiller Christian Steffensen, der guidede os rundt i Marie Grubbes fodspor på Sydsjælland, Møn og Falster, og han havde tilrettelagt ruten ad de mest idylliske og skønne småveje, der viste landskabet fra sin absolut bedste side.
I disse fantastiske rammer fulgte vi sporet efter Marie Grubbe – så stederne, hun havde boet og i øvrigt haft forbindelse til og hørte anekdoterne om hende og personerne i hendes liv. Vi fik læst op fra litteraturen om hende og sunget om hende – alt sammen af Christian Steffensen, som er en fremragende formidler. Og vi gjorde holdt ved alle de relevante steder og mærkede historiens vingesus overalt. Det kan godt være, at Marie Grubbe døde for 300 år siden, men dén dag stod hun lyslevende for os alle.
”Det var en oplevelse for næsten alle sanser, og det var meget givende at dykke ned i litteraturen på en anderledes måde”, fortæller Annette Vestergaard fra biblioteket og fortsætter: ”Vi er meget glade for, at det blev så vellykket en tur. Der var stor interesse for at komme med på turen, og vi ville selvfølgelig gerne have haft alle med, så vi håber, det bliver muligt at arrangere en lignende tur næste år. Lige nu arbejder vi på højtryk for at planlægge efterårets arrangementer, og vi glæder os til at præsentere et meget spændende program efter sommerferien, og der får Biblioteksklubbens medlemmer jo 20 % rabat på billetprisen. Så hvis du ikke er medlem endnu, er det måske en idé at blive det?” slutter Annette.
Kommentarer