Haslev

Bilers fart skaber utryghed på skoleveje

Hver fjerde forældre er utryg ved at sende deres barn alene ud i trafikken til skole.

Det er især bilernes fart og bilisternes manglende hensyn, som bekymrer forældrene. I de her uger har politiet kontrol på skolevejene (regionale tal på utryghed blandt forældre).

I sidste uge gennemførte politiet kontrol på skolevejene i forbindelse med skolestart. Nu viser en foreløbig opgørelse, som Rigspolitiets Nationale Færdselscenter har foretaget i 10 ud af 12 politikredse, at der desværre stadig er for mange bilister, der har en lidt for tung speederfod.

Fra mandag den 13. til fredag den 17. august har politiet sigtet 3.408 trafikanter for at køre for stærkt på skolevejene, viser de nye og foreløbige tal.

Netop bilernes fart er noget, der bekymrer mange af de forældre, der sender deres børn ud i trafikken til og fra skole. Det viser en ny undersøgelse, som Epinion har gennemført for Rådet for Sikker Trafik og TrygFonden blandt 2.030 forældre.

I undersøgelsen svarer hver fjerde forældre, at de slet ikke eller kun i mindre grad er trygge ved at sende deres barn ud i trafikken på egen hånd til skole. Og det er ofte antallet af biler, bilernes fart og bilisternes manglende hensyn, som skaber bekymring.

– For børn kan det være svært at overskue trafikken og vurdere, om de kan nå sikkert over vejen, hvis der kommer biler. Hvis bilisterne ligefrem kører for stærkt eller er uopmærksomme, så kan det give farlige og utrygge situationer for børnene. Derfor er det vigtigt, at vi får flere til at overholde fartgrænserne og vise ekstra hensyn til børnene, siger Mogens Kjærgaard Møller, adm. direktør i Rådet for Sikker Trafik.

Politikontrol fortsætter
For at gøre trafikanterne opmærksomme på, at der nu er mange nye børn i trafikken, gennemfører Rådet for Sikker Trafik, TrygFonden og kommunerne i de her uger kampagnen “Børn på vej”, som kan ses på skilte på skolevejene.

Sideløbende med kampagnen har Rådet for Sikker Trafik og TrygFonden også en indsats, der hjælper skoler med at undervise børnene i, hvordan man kommer sikkert gennem trafikken. På kampagnens hjemmeside får forældrene også gode råd til, hvordan de lærer deres børn at færdes sikkert i trafikken.

Politiets kontrol på skolevejene fortsætter, og i løbet af året vil politiet vende tilbage til skolevejene med yderligere kontrol. Politiet har også en opfordring til de forældre, der selv kører på skolevejene.

– Vi ser desværre, at en del af de trafikanter, som vi tager i kontrollerne, er forældre der har travlt med at få deres egne børn sikkert i skole eller som har travlt, efter de har afleveret deres egne børn. Det er vigtigt, at alle viser mere hensyn på vejene både nu og resten af året, hvor tusindvis af børn dagligt går og cykler i trafikken, siger Christian Berthelsen, politiassistent i Rigspolitiets Nationale Færdselscenter.

Gode råd til bilisterne:

Vær ekstra opmærksom på børn i trafikken.
Sænk farten.
Respektér skolepatruljerne.
Husk at spænde dit barn fast med selen, hvis du kører dit barn.
Fakta:
Ny undersøgelse: hver fjerde forældre er utryg ved at lade deres barn transportere sig selv til og fra skole:

Jeg er slet ikke eller i mindre grad tryg ved at lade mit barn transportere sig selv til skole (uden følge af en voksen) – regionale tal:

Nordjylland: 21 %
Midtjylland: 27 %
Syddanmark: 22 %
Hovedstaden: 26 %
Sjælland: 25 %
Alle: 25 %

Hvad gør, at du ikke er tryg ved trafikken på dit barns skolevej (kun landsdækkende tal):

Der er mange biler: 60 %
Bilerne kører for stærkt: 54 %
Bilisterne viser ikke nok hensyn: 48 %
Der er mange cyklister: 18 %
Cyklisterne viser ikke nok hensyn: 20 %
Der er mange knallerter: 11 %
Knallertkørerne viser ikke nok hensyn: 16 %

(Kilde: undersøgelse blandt 2.030 forældre med børn i alderen 5-16 år, Epinion for Rådet for Sikker Trafik og TrygFonden, juni-juli 2018).

Kommentarer