Billedserie: Forurening i Karise ved middagstid
Karise: Faxe Brand og Redning blev 11.30-tiden kaldt ud til en benzinforurening på parkeringspladsen ved Solparken i Karise
En ældre Mazda 626 har stået og dryppet benzin fra en utæt tank hele natten. Bilen blev, straks efter at benzinforureningen var blevet opdaget, kørt hen et sted hvor tanken kunne tømmes.
Det var en fodgænger på stien langs Solparken der lidt over kl. 11 bemærkede, at der lugtede af benzin og straks alarmerede varmemester Tommy Pedersen, der heldigvis befandt sig på kontoret, der ligger ved P-pladsen.
Tommy Pedersen, der er varmemester for Solparken, Kærlunden og Jomfru Ellens Vej, kender ham der havde lånt bilen, så han blev tilkaldt. Han sagde til Tommy at den havde lugtet lidt af benzin da han kom hjem i går aftes.
– Jeg har ikke lugtet noget, siger varmemester Tommy Pedersen til Faxe.nu, og fortsætter – Så det var godt at der kom en opmærksom person forbi. Jeg ringede 112 og der gik ikke andet en 10 min. før de var her. Det er bare så ærgeligt, asfalten er helt ny.
– Det er ikke store mængder benzin bilen har tabt, højst et par liter, men det er sket over mange timer. Det er derfor skaderne er så store på asfalten, forklarer indsatsleder Jan Simonsen, Faxe Brand og Redning til faxe.nu. Og fortsætter
– Vi har sprøjtet med et vandbaseret sulfo præparat, der hedder Melpan. Det neutraliserer benzinen og stopper ætsningen. Og derefter har vi skyllet efter med vand.
Bilens forsikringsselskab kan nu se frem til en regning for både ødelagt asfalt og Faxe Brand og Rednings oprensning.
Kommentarer