Bioaffald komposteres på Faxe Miljøanlæg

faxe_miljoeanlaeg

Faxe: AffaldPlus er så småt begyndt at modtage de første læs bioaffald på komposteringsanlægget i Faxe.

AffaldPlus er stoppet med at kompostere slam på Faxe Komposteringsanlæg. Til gengæld vil de udnytte pladsens kapacitet og dens miljøgodkendelse til at kompostere bioaffald fra Slagelse Kommune.

Bioaffald er den grønne del af husholdningsaffaldet, og det kaldes også Kildesorteret Organisk Dagrenovation – eller i daglig tale KOD.

AffaldPlus skal i første omgang modtage cirka 6.000 tons bioaffald, som der hvert år indsamles i Slagelse Kommune. Slagelse Kommune er medejer af AffaldPlus sammen med Faxe, Næstved, Ringsted, Sorø og Vordingborg Kommuner.

Succes med bioaffald

I Slagelse Kommune har borgerne igennem adskillige år sorteret deres husholdningsaffald i bioaffald og restaffald, og det har været en succes. Bioaffaldet, som for eksempel består af grøntsags- og madrester, er blevet kørt til Skælskør, hvor det er blevet til kompostjord og nye næringsstoffer.

AffaldPlus’ komposteringsanlæg i Skælskør ligger imidlertid i et industriområde med naboer umiddelbart op ad pladsen. Da kompostering af bioaffaldet kan give anledning til både lugt og støv i dele af komposteringsprocessen, har AffaldPlus valgt at flytte aktiviteten til Faxe, hvor der er så langt til de nærmeste naboer, at de ikke vil blive berørt af gener fra komposteringen.

Snart skal alle sortere bioaffald

Det er planen, at alle AffaldPlus’ 6 ejerkommuner senest i 2018 vil indføre sortering af bioaffald ved husstandene. Det står i de kommunale affaldsplaner. Til den tid vil man køre bioaffaldet til forgasning på et biogasanlæg.

Det betyder, at bioaffaldet fra Slagelse Kommune kun vil skulle komposteres i Faxe i få år. Allerede fra 2017 forventes det nemlig at køre bioaffaldet fra Slagelse til forbehandling i Næstved. Her vil man etablere et nyt anlæg, som skal forbehandle affaldet med henblik på bioforgasning.

Kommentarer