Biskoppen deltager i festgudstjenesten søndag

Haslev: Der er festgudstjeneste i Haslev Kirke på søndag med indvielse af kirkens nye Glashus og Kirkehus
Indvielse af kirkelige lokaler kan ikke klares bare med at klippe en snor og drikke et glas champagne. Der skal også en festgudstjeneste til, helst med deltagelse af en biskop.
Disse krav til etikette opfyldes, når der holdes festgudstjeneste i Haslev Kirke søndag den 30. september klokken 10.30. Den officielle indvielse er ganske vist sket ved kulturnatten om fredagen forud, men om søndagen kommer biskoppen og ”konfirmerer” den.
Ved gudstjenesten prædiker biskop Peter Fischer-Møller, og kirkens præster medvirker. Ud over kirkens ungdomskor medvirker også et voksenkor, som har kursus på Emmaus i disse dage.
Efter gudstjenesten er der reception/kirkefrokost, hvor alle er velkomne. Her kommer de nye lokaler til at stå deres prøve! Der vil være korte taler og andre festlige indslag, som det hører sig til ved en indvielse.
Al deltagelse er gratis. Eneste betyngelse er, at man tager det med godt humør, hvis det kniber med at få en siddeplads. Hvis man vil være på den sikre side, kan man medbringe et glas i inderlommen! Det er også en god idé at tage en salmebog med.
Kommentarer