Blækspruttefestival på Geomuseum Faxe i vinterferien

blaeksprutter

Faxe: I vinterferien sætter Geomuseum Faxe fokus på en dyregruppe, der har levet på Jorden i mere end 500 millioner år.

Hver eftermiddag fra mandag den 9. til fredag den 13. februar sætter Geomuseum Faxe fokus på et dyr, som alle kender: Blæksprutten.

Blæksprutter har eksisteret på Jorden i mere end 500 millioner år, og for 63 millioner år siden levede de faktisk, hvor Faxe ligger i dag. Derfor kan man være heldig at finde blækspruttefossiler, når man tager med Geomuseum Faxes guider på fossiljagt i Faxe Kalkbrud.

I vinterferien sætter Geomuseum Faxe fokus på den spændende dyregruppe, og som noget helt særligt vil biolog og geolog Ane Elise Schrøder dissekere en blæksprutte, som man også kan få lov at røre ved. Det er tirsdag og torsdag klokken 14, at der bliver dissekeret blæksprutter.

Onsdag fra klokken 13 til 17 kan man klippe, klistre eller flette blæksprutter med multikunstner Erik Rønholt, som mange kender fra TV.

Alle dagene fra mandag til fredag klokken 13:30 fortæller museets palæontolog Jesper Milàn om blæksprutternes forunderlige historie.

Alle dagene kan man desuden lave sit eget blækspruttekostume i fastelavnsværkstedet, man kan farvelægge blækspruttetegninger i tegnehjørnet, løse blækspruttequiz, hvor man skal rundt på museet efter de rigtige svar, eller få en godnathistorie med hjem om blæksprutternes liv i fortidens Faxe.

Deltagelse i blækspruttefestivalen koster 45 kroner for voksne , pensionister og studerende skal betale 35 kroner mens børn mellem 0 og 17 skal betale 30 kroner.

Blækspruttefestivalen foregår fra mandag den 9. til fredag den 13. februar mellem klokken 13 og 17 på Geomuseum Faxe, Østervej 2, 4640 Faxe

Kommentarer