Haslev

Blærerøven og direktøren fik de største bifald

Haslev: De mere end 160 deltagere ved generalforsamlingen i Faxe Erhvervsråd havde en dejlig aften

Rammerne var det skønne Emmaus på Højskolevej, som for langt de fleste blev oplevet for første gang. Middagen bestående af en lakseforret og oksemørbrad med hjemmelavet tilbehør gav en god stemning ved de mange fyldte borde.

Underholdningen bestod af en ubesværet og forholdsvis hurtig generalforsamling, hvor både formanden Hans Elverdam og de to øvrige bestyrelsesmedlemmer på valg, Per Nøddebo Nielsen og Jørgen Petersen, alle blev genvalgt.

Efter generalforsamlingen tog Blærerøven, provokatøren Mads Christensen, over med en analyse af den systematiske undertrykkelse og latterliggørelse af det svage køn … manden.

Aftenens største bifalds-høstere var Blærerøven og erhvervsdirektør Søren Vagn Hansen, der ved flere lejligheder blev rost for sin store arbejdsindsats for Faxe Erhvervsråd.

Også selve Emmaus’ smukke historiske rammer og lækre mad fik mange rosende ord.

Kommentarer