Samfund

Det er blevet markant hurtigere at sælge huse i Faxe Kommune

I Faxe Kommune er det blevet mere end 100 dage hurtigere at sælge sin bolig. Det viser nye nøgletal fra Boligsiden.dk.

Den gennemsnitlige salgstid på et hus i Danmark er faldet to en halv måned på bare fem år. Ringsted placerer sig selv på Danmarkskortet som den kommune, der har den absolut største reduktion i salgstid. Men kommunerne Faxe, Skive, Guldborgsund, Odsherred, Holbæk, Mariagerfjord, Hillerød, Vejen og Rebild kan også være med. Her er det blevet mere end 100 dage hurtigere at sælge sin bolig, viser Boligsidens Markedsindeks for februar 2018.

Helt nøjagtigt er den gennemsnitlige liggetiden i Faxe Kommune faldet med 107 dage, fra 263 dage i februar 2013 til 156 dage i februar 2018.

– De områder, hvor salgstiden er faldet mest, har det tilfælles, at de ligger i pendlerafstand til de større byer. Det er rigtig nok billigere at købe bolig i yderområderne, men det er ikke kun prisen, der er afgørende for, hvor man bosætter sig. Hverdagen skal hænge sammen, og det betyder, at det skal være overskueligt at komme til og fra arbejde, siger Birgit Daetz, der er kommunikationsdirektør hos Boligsiden.dk.

Fald i salgstiden

Ringsted har oplevet den absolut største reduktion i salgstid, på hele 266 dage. For fem år siden skulle de Ringstedske boligejere vente lidt mere end et år på et salg, hvor de nu kan nøjes med tre måneder.

– Et fald på ni måneder er en helt vild udvikling, der direkte kan relateres til de meget høje priser i København, som tvinger køberne til at søge endnu længere uden for Hovedstaden. I den forbindelse er stationsbyerne et oplagt valg, fordi det er nemt for pendlere til København at komme på arbejde. Og når den nye hurtigbane kommer i slutningen af 2018, bliver transporttiden reduceret yderligere. Fremover kommer det til at tage 25 minutter fra Ringsted til København H. På samme tid kommer man ikke langt udenfor København med S-toget, siger Birgit Daetz.

Husk i øvrigt vores service, med direkte link til Boliger til salg i Faxe Kommune

Kommentarer