Blind guitarist vil vandre fra Skagen til Faxe

hawk_soeren_hoeg

Faxe: En stæreblind bluesguitarist starter torsdag på en længere vandring fra Skagen til Faxe.

En stæreblind bluesguitarist begiver sig torsdag den 2. juli ud på en længere vandring med start i Skagen. Målet er at gå helt til Faxe.

52-årige Søren Høg fra Brabrand er blues- og soulguitarist og han har spillet med nogle af verdens bedste musikere. Han har udgivet tre cd’er under navnet Hawk.

Han er født blind, men han blev som barn seende efter en operation. Som teenager mistede han synet på det bedste øje i en boksekamp. Da han var omkring 20 år tog grøn stær synet på det andet øje.

Med på den lange vandretur har Søren Høg sin førerhund, Gaia.

– Forskellen er, at jeg med stok alene kun kan orientere mig to-tre meter frem. Med Gaia er det 50 meter, fortæller Søren Høg til Århus Stiftstidende.

Han medbringer desuden en letvægtstrækvogn læsset med telt, guitar, vand og mad til hunden samt tøj med mere. Han medbringer desuden alverdens applikationer til telefon og bærbar computer, herunder GPS, hvor bed and breakfast steder er plottet ind.

Idéen til turens rute kommer fra den gamle danske klassiker »Den gamle skærslippers forårssang«, hvor der synges »Jeg går fra Skagen med kurs mod Faxe«. Søren Høg håber at han undervejs kan veksle sangen til et måltid mad og en overnatning eller et bad og en gang tøjvask.

– Jeg glæder mig til at se, hvad og hvem jeg møder på min vej gennem sommer-Danmark. Og jeg kvitterer for nattely og et måltid mad med sange, røverhistorier og gode snakke om livet, set gennem en blind mands øjne«, siger Søren Høg til Århus Stiftstidende.

– Jeg – og Gaia – går turen for at møde en masse dejlige danskere, for at bevise, at vi kommer meget længere med hinanden i vores fine samfund med åbenhed, nysgerrighed og tillid end med skepsis, frygt og afvisning. Et JA i hjertet åbner døre og muligheder for at store ting kan ske med små virkemidler. Men jeg braser selvfølgelig osse ind i nogle stopskilte, siger Søren Høg.

– Jeg er jo da heller ikke mere naiv, end at jeg godt ved, at turen ikke bliver problemløs. Praktisk set, har jeg tilrettelagt min færd så grundigt, jeg kan, og jeg ved, at der vil komme forhindringer. Men jeg vil ikke lade frygten for disse, standse min drømmetur, siger Søren Høg.

Førerhunden må ifølge dyrlægen gå 60 km per uge. Så planen er at gå 15 km om dagen i to dage og derefter holde en dags pause.

Turen begynder i Skagen og går derfra langs østkysten til Aarhus. Derfra går den, efter en mindre pause, videre ad Hærvejen til Fredericia.

– Orker vi så ikke mere for i år, tager vi resten til næste sommer, siger Søren Høg til Århus Stiftstidende.

Kommentarer