Blinde udfordrede borgmesteren i Faxe

vinkaeldertorvet_faxe

Faxe Kommune: Repræsentanter fra Dansk Blindesamfund inviterede tirsdag Knud Erik Hansen på en rundtur i Faxe by, med bind for øjnene.

Borgmester Knud Erik Hansen (S) blev tirsdag udfordret af repræsentanter fra Dansk Blindesamfund. De ville vise ham, hvor svært det er atvære blind i trafikken i Faxe.

Udfordringen skyldes at der mange steder i Faxe by hverken er etableret ledelinjer eller lydsignaler i lyskrydsene. Det betyder at der er en tendens til at blinde og svagtseende isolerer sig derhjemme, fordi de ikke tør gå ud i trafikken. Det skriver TV Øst.

– Jeg mener, at det er en menneskeret at kunne færdes sikkert i trafikken, lyder det fra kredsformand for Dansk Blindesamfund, Storstrømmen, Claus Giasson Jensen. Det skriver TV Øst.

Borgmesteren skulle gå fra fra Vinkældertorvet til Faxe Sundhedscenter, en rute der i rask tempo tager cirka 10 minutter. Men borgmesteren var godt en time om at gå turen.

– Lige da jeg fik bindet på og skulle gå, da var det voldsomt grænseoverskridende. Jeg havde ingen fornemmelse af retning, og det er meget utrygt, fortalte borgmesteren.

Et lydsignal i et lyskryds koster cirka 100.000 kroner, hvis det skal installeres i et eksisterende lyskryds. Prisen er omkring 70.000 kroner, hvis det skal installeres i et nyt lyskryds.

– Vi har for eksempel et par lyskryds, der skal totalrenoveres i Rønnede og i Haslev inden for de kommende år, og der skal man selvfølgelig være opmærksom på at få det med, siger Knud Erik Hansen til TV Øst.

Kommentarer