Teestrup

Bliv klar-parat til Børn & Dyr på Bregentved 2017

For at blive klar-parat til dyrskue, indbyder 4H Øst nu alle børn og unge til at lære mere om det at have kanin, marsvin, hund eller måske pony eller hest med på dyrskue.

Klar-parat dyrskue afholdes på Teestrup 4H gård, Teestrup Bygade 52, 4690 Haslev lørdag den 29. april fra klokken 9 – 15.

På selve dagen får deltagerne grundlæggende viden om hvordan det er at udstille på et dyrskue. I løbet af dagen vil der også være forskellige workshops såsom mønstringskursus, kaninhop, hundeagility, tips til fremstilling af udstillerskilt, teori omkring hest, hund, kalv og kanin samt noget om foder. Der vil også være en dyrlæge til stede, så deltagerne kan lære mere om hvilke sygdomme deres kæledyr kan få og hvad de skal være opmærksomme på.

Det hele er med udgangspunkt i, at børnene skal være klædt så godt på som overhovedet muligt, til at tage med på sommerens børnedyrskue Børn & Dyr på Bregentved lørdag den 1. og søndag den 2. juli. Tilmelding til dette børnedyrskue åbnede på hjemmesiden www.bornogdyr.dk lørdag den 1. april.

Det forventes at godt 100 børn og unge møder op til klar-parat-dyrskue for at få gode tips og tricks. Vigtigst af alt er dog, at børnene har det sjovt og lærer andre børn og unge at kende, som også skal af sted på dyrskue.

Hele arrangementet begynder klokken 9 og slutter klokken 14.30 med kage og saftevand. Prisen er 50 kroner pr. person. Forældre er meget velkomne til at deltage. De forældre der hjælper til med praktiske opgaver deltager gratis. Oplys ved tilmelding om I vil hjælpe.

– Vi glæder os til at se en masse 4H´ere – børn, unge og voksne – så vi kan lære hinanden bedre at kende på tværs af klubberne, udtaler 4H konsulent Dorte Kimer.

Tilmelding til Dorte Kimer på e-mail dok@seges.dk senest mandag den 17. april. Oplys navn, alder og 4H klub samt dyregruppeinteresse. Har du spørgsmål kan du ringe på 87 40 87 58 eller skrive til e-mail dok@seges.dk.

Kommentarer