Børn & Dyr på Bregentved nærmer sig

Danmarks største børnedyrskue – Børn & Dyr på Bregentved – byder på underholdning for både store og små den 1. og 2. juli 2017.
Der bliver en masse at se og opleve på den 48. udgave af Børn & Dyr på Bregentved. Cirka 250 udstillende børn & dyr glæder sig til at vise deres henholdsvis hund og kanin frem på dyrskuet som foregår i Piberhusfolden nær Bregentved Gods ved Haslev, heraf navnet Børn & dyr på Bregentved. Dyrskuet strækker sig over 3 dage, fra dyrene ankommer fredag eftermiddag den 30. juni til de sidste forlader pladsen søndag aften den 2. juli.
I løbet af weekenden er der blandt andet konkurrencer i ponylege, ridebanespringning, kaninhop og smådyrsagility. Hele programmet kan ses på hjemmesiden www.bornogdyr.dk
Bugtaleren Sine og Frække Rikke kigger også forbi søndag. De to var med i TV2 programmet ’Scenen er din’ og Sine er blandt Europas dygtigste bugtalere. Oplev Sine live og bliv overbevist – og giv dine børn og dig selv en uforglemmelig oplevelse. Ny Cirkus gæster også Børn & Dyr om søndagen med en bred vifte af jonglering, balancetricks og multiartisteri i verdensklasse, som kan nydes af absolut alle.
Både lørdag og søndag er der stort hesteshow med bl.a. flotte frisere, tinkere og fjordhestene med et Astrid Lindgren show. Også en gruppe 4H´ere har trænet til flot hesteshow som vises i forbindelse med dyrskuets åbning lørdag klokken 13.00 og igen søndag klokken 13.00.
Som noget nyt i år og for første gang i dyrskuets historie vil der i år på Bregentved blive sluppet brevduer løs fra hele Sjælland, Lolland-Falster og Bornholm. Af hensyn til duerne, så skal de slippes afsted så tidlig som muligt, dette sker derfor af to omgange søndag mellem klokken 10.30 og 12.00. Begge gange forventes det, at der sendes mellem 300 og 500 duer afsted. Duerne kommer på en lastbil og kræver ret meget plads, så flyvningerne vil foregå fra Store Ring.
Grisevæddeløbet er blevet en publikumsmagnet på dyrskuet. De 4 små grise er gået i skarp træningslejr og de forventes at tilbagelægge de 20 meter på under en halv time. Kom og følg med når løbet går i gang. Tip og vind svinegode præmier. De små grisebasser løber tre gange om dagen. Det er super sjovt for både børn og voksne. Prøv også vores nye hestevæddeløb som kører hele dagen både lørdag og søndag! Hestene er – ligesom grisene – gået i skarp træning og mangler lige nu kun 6 flotte farverige dragter! (se billede)
Legepladsen tilbyder gratis aktiviteter for børn. Der vil være masser af cirkus, sang og trylleri og der kan laves navneskilte, dolke, kæpheste, graves efter guld, gå i ”spookhouse” og meget mere. Man kan også prøve det nye Børn & Dyr OL, hvor man dyster i alle de kendte OL discipliner med flotte medaljer til alle.
Er man mere til støj og larm så kig forbi traktortrækbanen. Her vil både de store traktorer og havetraktorer konkurrere om hvem er der er bedst inden for deres felt.
Børn & Dyr på Bregentved har lørdag åbent fra klokken 9 til 19, så man kan nyde aftensmaden i dyrskuets spiseoase midt på dyrskuepladsen, hvor der kan købes pølser, brugere, sandwich med mere. Dyrskuets officielle åbning er lørdag klokken 13.00 ved åbningstaler Ole Karmsteen, formand for Sjællandske Familielandbrug. Søndag har dyrskuet åbent fra klokken 9 til 18.
Omkring 500 frivillige får hele arrangementet til at lykkes for alle, såvel dyr som udstillere og ikke mindst publikum. Børn & Dyr på Bregentved har til formål at støtte 4H og LandboUngdomsarbejdet.
Der er fri parkering.
Børn & Dyr på Bregentved afvikles den 1. og 2. juli i Piberhusfolden ved Bregentved Gods nær Haslev.
Kommentarer