Bog med fotos af børneporno udlånt i Faxe

Faxe: Debatbogen ’Liderlige Lolita’, der indeholder ulovlige fotografier, har været udlånt på biblioteket i Faxe.

Danske biblioteker udlåner en debatbog med fotos af drenge på mellem fem og 12 år, der bliver misbrugt seksuelt.

Debatbogen ’Liderlige Lolita’, der er skevet af forfatteren Lone Backe i 1980, handler om børnepornografi og –prostitution og beskriver krop, køn og sexualitet som en vare. Den indeholder ifølge Ritzau 34 sider med ulovlige fotos af hård børneporno, fra en dømt fransk pædofil. Udgivelsen af bogen var en medvirkende årsag til at det blev forbudt at dele børneporno.

Nu viser det sig at bogen indtil for nylig, stort set ubemærket, har fået lov til at blive stående på otte danske biblioteker. Således kunne metroxpress tirsdag i sidste uge låne bogen hos Professionshøjskolen Metropols bibliotek, på trods af at en forfatter tilbage i 2006 politianmeldte tre biblioteker for at udlåne den.

Det viser sig desuden at bogen har været udlånt af bibliotekerne i Hvidovre og Faxe.

– Jeg har aldrig selv haft bogen i hånden, men har været i forbindelse med min chef. Vi mener, at siderne med børneporno er klippet ud af det eksemplar, vi er i besiddelse af, siger Merete Carentius, leder af Hvidovre Hovedbibliotek, til metroxpress.

Efter at metroxpress er gået ind i sagen, har Det Kongelige Bibliotek fjernet sine tre eksemplarer af bogen. Desuden har Kvinfo, ’Det danske center for information om kvinde- og kønsforskning’ sendt sine to eksemplarer til destruktion.

– Jeg synes personligt, det er rædselsfuldt, at de bøger overhovedet har været lovlige at trykke i 1980, og der er for mig ikke nogen tvivl om, at Kvinfos bibliotek, dengang materialet blev erklæret ulovligt for 10 år siden, øjeblikkeligt burde have lokaliseret den og fjernet den fra sin samling. Det er ikke muligt for mig præcist at sige, hvor meget bøgerne har været udlånt, oplyser Nina Groes direktør for Kvinfo til metroxpress

Kommentarer