Faxe by

Bogreception ‘Det Kriminelle Politi’

Det Kriminelle Politi, skrevet af Christine Jønck, er baseret på Edderkopsagen, Danmarkshistoriens største og mest opsigtsvækkende kriminalsag.

Torsdag den 22. marts kan man møde den lokale forfatter Christine Jønck, der stammer fra Faxe og bor i Hårlev, til et bogsigneringsevent i Boghuset i Faxe på Torvegade 10, 4640 Faxe mellem kl. 15.30 og 16.30

Hovedpersonen Johannes Nielsen er bror til Christines farmor og ansat ved Københavns Politi fra 1940-1951 frem til det tidspunkt, hvor han blev anholdt og idømt flere års fængsel. Familien har altid hævdet, at Johannes var uskyldig. Bøgerne om Edderkopsagen fortalte dog en helt anden historie; vagt ved indbrud i fuldt ornat? Uskyldig? Barnebarnets nysgerrighed blev vakt, og via Rigsarkivet fik Christine en særlig tilladelse til at studere politiets enorme efterforskningsmappe om Johannes dateret tilbage i 1951.

Sagerne om Johannes er inddelt i små charteks med pudsige navne: To par silkestrømper, Razzia, Sorte Holger, Knaste Karl og Lyse Jenny. Pludselig kom alle de skæve personligheder til live, og hele indholdet viste sig at være så spændende og saftigt, at forfatteren bare måtte fortælle Johannes egen historie. Mange timers research i historiebøgerne, efterforskning i Rigsarkivet, besøg på politimuseet og interviews med nogle af Johannes tidligere kolleger fulgte.

– Vi har i tidligere værker kun fået journalisternes version, men hvordan var det at leve i miljøet som betjent og samtidig have venner på begge sider af loven? Når du åbner Det Kriminelle Politi, er du betjent på gaden efter befrielsen i 1945, hvor Sortbørsen havde gyldne tider. Kan disse hændelser virkelig være foregået i vores lille land? Bogen er stadig aktuel i vore dage, hvor nye bander holder hele bydele som gidsler. Tillid og respekt for ordensmagten er lige så essentiel som dengang, siger Christine Jønck og hun fortsætter:

– Det er vigtigt, at vi holder liv i vores fælles historie, især nu hvor nyhedsstrømmen går så hurtigt, at historiefortællingen ofte har trænge kår. Det er værd at genoplive en æra, som ikke kun bød på sortbørs, edderkopper og korrupte betjente, men også farverige personligheder, store armbevægelser og vilde fester.

Krimien udkommer på forlaget DreamLitt den 17. marts som optakt til den store krimimesse i Horsens.

 

Kommentarer