Haslev

Boligejernes grundskyld stiger til næste år

Faxe Kommune fastholder, som hovedparten af landets 98 kommuner, grundskyldspromillen fra 2012

Alligevel skal der betales mere i grundskyld næste år.

Kommunerne må nemlig opjustere beregningsgrundlaget for grundskylden, det vil sige grundværdierne, med en reguleringsprocent, der er fastsat til 7 pct. i 2013. Boligejernes grundskyld forventes derfor at stige i samtlige kommuner.

Grundskylden vil derfor gå fra et gennemsnit på 7.923 kroner per ejerbolig i 2012 til 8.548 kroner i 2013. Altså en stigning på 625 kr.

Grundskyldspromillen er 26,25 promille i gennemsnit set for landet som helhed. Den laveste grundskyldspromille har Gentofte kommune med 16 promille, og den højeste findes i Københavns kommune med 34 promille.

Faxe Kommunes grundskyld er uændret 26,13 promille.

Grundskylden i Faxe Kommune var i gennemsnit 6.691 kroner i 2012 og den stiger til 7.159 kroner i 2013.

Stevns Kommune, er grundskyldspromillen også uændret 21,52 og her stiger den gennemsnitlige grundskyld fra 7.550 kroner til 8.079 kroner.

Den laveste grundskyld findes i Morsø kommune med 2.868 kroner i gennemsnit per ejerbolig i 2013. I vores Region ligger Lolland på sidste pladsen med 3.076 kroner. Den højeste findes i Hørsholm kommune med 25.473 kroner og Roskilde topper listen i vores region med 15.980 kroner.

Tallene i parentes er fra 2012

  • Hele Danmark (7.923) 8.548
  • Roskilde (14.934) 15.980
  • Køge (8.355) 8.940
  • Stevns (7.550) 8.079
  • Faxe (6.691) 7.159
  • Næstved (6.488) 6.943
  • Slagelse (6.205) 6.639
  • Sorø (6.168) 6.599
  • Vordingborg (5.748) 6.150
  • Kalundborg (5.195) 6.217
  • Guldborgsund (4.478) 4.792
  • Lolland (2.875) 3.076

Fakta: Hvad er grundskyld?

Grundskylden er en kommunal skat, som skal betales af alle grundejere. Grundskylden betales til den kommune, som ejendommen ligger i og beregnes som en promillesats af den afgiftspligtige grundværdi. Kommunerne fastsætter grundskyldspromillen, som derfor varierer fra kommune til kommune. Der er dog et krav om, at den skal ligge på mellem 16 og 34 promille.

Den afgiftspligtige grundværdi i 2013 er den mindste af følgende to værdier:

1. Grundværdien som vurderet af SKAT i oktober 2011

2. Den afgiftspligtige grundværdi i 2012 forhøjet med reguleringsprocenten, der i 2013 er fastsat til 7 pct.

Værdi 2 er for de fleste boligejere lavere end værdi 1. Derfor udvikler beregningsgrundlaget for boligejernes grundskyld sig i praksis med reguleringsprocenten. Reguleringsprocenten opgøres år for år og må højst udgøre 7 pct. Den har i gennemsnit ligget på 5,8 pct.

Grundskylden er ikke som den statslige ejendomsværdiskat direkte underlagt skatte-stoppet. Men reguleringsprocenten sætter et loft over, hvor meget beregningsgrundlaget for grundskylden kan stige fra år til år.

Kilde: Realkreditrådet

Kommentarer