Haslev

Boligsalget i Faxe Kommune er i kraftig fremgang

parcelhus

Faxe Kommune: Boligsalget i Faxe Kommune er steget med 33 procent fra 2013 til 2014

Salget af boliger i Faxe Kommune viser i årets første 8 måneder en markant stigning i forhold til sidste år. Salgstallet er steget med hele 33 procent. Det viser en analyse foretaget af EDC.

Dermed ligger Faxe Kommune helt i front sammenlignet med resten af landet. Ifølge analysen er der tale om 14 procent bedre salg på Sjælland og 17 procent bedre på Fyn. I Stevns Kommune er salget steget med 24 procent.

Markedet viser dermed sikre tegn på, at de sidste par års forbedrede situation i hovedstadsområdet nu har spredt sig.

I Jylland er fremgangen mere beskeden, gående fra status quo i Nord- og Sønderjylland til 11 procent fremgang i Vestjylland.

– Det er især den meget attraktive rente sammen med en forbedret beskæftigelse, der er motoren bag de glædelige forbedringer i salgstallene, som vi nu også ser udenfor Københavnsområdet, siger EDC’s kommunikationschef Jan Nordmann. Han fortsætter:

– Nøglen til at få boligmarkedet tilbage til det normale er førstegangs-køberne, som netop nu har dobbelt fordel af både moderate priser og den lave rente.

I forhold til perioden umiddelbart før finanskrisen, det vil sige de første 8 måneder af 2008, er der stadig et stykke vej før boligsalget når samme niveau, bortset fra København og Nordsjælland, hvor salget i 2014 er 24 % bedre end umiddelbart før finanskrisen.

– Med et salg på Sjælland kun 6 % under salget i 2008 er det tydeligt, at boligmarkedet på det meste af Sjælland er ved at have overstået krisen. Det er dog vigtigt at huske på, at faldet i boligsalget for hele Sjællands vedkommende begyndte før finanskrisen slog til i oktober 2008, siger Jan Nordmann.

EDC forventer en fastholdelse af fremgangen for resten af året.

– Det vil dog tage noget tid inden hele landet er kommet sig over boligkrisen, formentlig 2-4 år, spår Jan Nordmann.

Kommentarer