Bondens Marked: Faxe.nu er alle tiders
![](https://faxenetavis.dk/wp-content/uploads/sites/2/2012/06/gisselfeld_keller.jpg)
Haslev: Inkarnerede Faxe.nu-læsere i billetsalget til Bondens Marked i Gisselfeld. Besøget er lidt tyndt i dag lørdag, men i morgen er der endnu en dag
Tekst og foto: Marianne Langvardt
– Kommer du fra Faxe.nu! spørger Dorthe Keller fra Haslev opstemt, da netavisen viser pressekort og visitkort ved billetsalget til denne sommers ”Bondens Marked” på Gisselfeld.
– Den læser jeg flere gange om dagen, jeg holder virkelig øje med jeres nyheder.
– Det er alle tiders at blive opdateret så tit, tilføjer hun.
I mellemtiden er hendes mand Hans Keller, der er parkeringsvagt på Bondens Marked dukket op ved billetsalget.
– Ja, den læser jeg også. Især efter, at jeg er blevet haslevit. Og det blev jeg efter flere år lige syd for København, hvor jeg læste Sydkystens netavis. Det er alle tiders, at vi kan passe på regnskoven, og spare al det papir!
Dorthe og hendes mand er venner af Kærsgård Gårdbutik i Teestrup ved Haslev, der også denne weekend står for Bondens Marked. Sammen med en håndfuld andre frivillige venner til Kærsgård har de hjulpet til med alt det praktiske.
Mange stande var inde i den store Ridehal, men medarbejdere i flere stande uden døre har nydt det gode vejr. I alt deltager 50 stande på Bondens Marked, men mange ønskede sig flere besøgende.
– Heldigvis har vejret været godt i dag, og i morgen kommer der måske flere gæster, siger Hans Keller fortrøstningsfuldt.
Billedet: Dorthe Keller yderst til venstre og hendes mand Hans Keller yderst til højre.
Kommentarer