Bondens Marked inviterer lokale bønder
Bondens Marked går nu igen i gang med forberedelserne til næste marked, som afholdes den 5. og 6. oktober på Gisselfeld Kloster, så det er nu interesserede bønder skal henvende sig, hvis de vil deltage i Danmarks hyggeligste marked for fødevarer og kunsthåndværk.
Skrevet af: Jette Højholdt Mikkelsen, Bondens Marked
Til oktober vil der være mange nye overraskelser, som arrangørerne, Lars Peter Nielsen og Jette Højholdt Mikkelsen fra Kærsgård Gårdbutik ved Haslev, vil glæde sig til at fortælle nærmere om, når aftalerne falder på plads.
Der kommer i hvert fald levende dyr af mange slags, som der plejer til efterårsmarkedet. Og naturligvis vil det også være muligt fra madteltet at nyde et måltid mad tilberedt af bondens råvarer.
Efteråret byder på et bugnende udvalg af skønne råvarer, som bare skal nydes, mens de er der og er friske. På Bondens Marked handler man direkte hos bonden selv – eller i nogle tilfælde importøren af de udenlandske varer, som ikke dyrkes herhjemme. Både bonde og kunde vil have stor glæde af det direkte samarbejde, da det sikrer helt friske fødevarer til priser, som begge parter har glæde af, da der ikke er et fordyrende mellemled og lang transport af fødevarerne.
Stadelejen for Bondens Marked på Gisselfeld Kloster er fortsat 900 kr. for en standard indendørs stadeplads og 1.100 kr. for en standard udendørs stadeplads. Arrangørerne bag ønsker fortsat at holde stadelejen på et lavt niveau, så det lille landbrug har råd til at stille op og opleve, om der er interesse for deres produkter.
Der er i øjeblikket bud efter Bondens Marked fra nær og fjern. I 2013 stiller markedet op på Gisselfeld Kloster to gange, på Østerbro én gang om måneden og nu også på Brandbygegaard ved Odder sidste weekend i august.
På alle Bondens Markeder er der fortsat plads til flere gode stadeholdere, der brænder for at gøre en forskel på fødevareområdet.
Man kan læse mere om betingelserne for at stille op på Bondens Markeds hjemmeside. Der satses hovedsagligt på bondens fødevarer samt kunsthåndværk med relation til fødevarerne.
Kommentarer